I går blev det virkelighed. Regeringen og Dansk Folkeparti vedtog at fjerne portostøtten til fagpressen. Vedtagelsen blev ledsaget af en hensigtserklæring om, at Post Danmark kun sætter portoen op med den bortfaldne støtte.
Men foreløbig kommer der ikke nogen reaktion fra Post Danmark.
– Vi har noteret os, at der i pressen har stået om denne hensigtserklæring. Men før vi får nogle retningslinjer fra Trafikministeriet kan vi ikke forholde os til, hvordan vi vil agere, siger vicedirektør Anders Due, Post Danmark.
Problemstillingen kan vise sig at være, at hensigtserklæringen forsøger at pålægge Post Danmark en fortsat støtte til fagbladene. I hvert fald set fra Post Danmarks side.
Som det er nu, betaler fagbladene en porto, der ikke rummer et bidrag til Post Danmarks kapacitets-omkostninger. Hvis medierne skal distribueres på markedsvilkår, lægger det op til en anderledes prissætning, hvor prisen forhandles med hvert enkelt blad i forhold til størrelse og frekvens – og hvor prisen også giver et bidrag til Post Danmarks kapacitets-omkostninger. fin