Nogen har røde ører et eller andet sted hos Post Danmark – og med rette.
De nominerede til årets DM-Prisen, der uddeles i forbindelse med DM-Dagen, har nemlig fået kuverter med forkert indhold.
Kuverterne er sendt til de rigtige adresser, og der er ikke fejl i nomineringerne. Men…
– Der er desværre sket en menneskelig fejl ved udsendelsen af diplomer til de nominerede til DM-Prisen. Det betyder, at modtagerne har fået et forkert diplom, men vi har orienteret alle berørte direkte, og i løbet af denne uge vil de nominerede modtage det rigtige diplom, siger underdirektør hos Post Danmark, Søren Michael Pihl.
Han understreger, at fejlen ikke vil få betydning for bedømmelsesprocessen eller for selve prisuddelingen.
– Det er selvfølgelig brandærgerligt, at sådan noget sker i denne sammenhæng, men vi kan ikke andet end at beklage fejlen, siger Søren Michael Pihl.
I alt var 101 kampagner indsendt og af dem er 56 valgt ud til at dyste i otte respektive kategorier.
De nominerede får direkte adgang til Echo Awards’ semifinale, hvis vindere findes i uge 43 i San Diego i USA i forbindelse med DMA’s (Direct Marketing Association) årlige konference.