Posten er en naturlig del af danskernes jul, uanset hvor den udfolder sig. Derfor er julen en god kommunikations- og markedsføringsplatform for Post Danmark. I år forsøger postvirksomheden med en lidt anderledes tilgang end tidligere for at sprede budskabet. 
– Vi har de seneste år gennemført julekampagner med gode resultater i form af høj eksponering og stor anerkendelse af, at posten er en naturlig del af danskernes jul. Vi har dog ikke haft samme held med at ramme de unge, og derfor forsøger vi os i år med nye medieplatforme i år, nemlig de digitale, som YouTube og Facebook, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.
– Vi ved fra tidligere års undersøgelser, at danskerne er rigtig glade for at modtage fysiske julekort, og især de unge er vilde med personlige julehilsner. Desværre er der ikke så mange, der sender selv. Det vil vi gerne gøre noget ved, og selvom julen er traditionernes højtid, vil vi i år prøve noget nyt for at få budskabet ud.
Derfor har Posten i år kastet sig over sociale og digitale medier med det glade julebudskab. På Facebook har posten igangsat en konkurrence, hvor knap 30.000 brugere indtil videre har valgt at deltage. Formålet er bl.a. at skabe et større kvalificeret kendskab til pakkeautomaten Døgnposten, hvor man både kan sende og modtage pakker døgnet rundt.
Og også på YouTube er post-julerierne i fuld gang. Her har virksomheden i samarbejde med Mediehøjskolen en konkurrence blandt de studerende om at skabe den bedste postjulefilm. Og det har givet massevis af nye ideer, skæve vinkler og kreative udskejelser, når Mediehøjskolens studerende har fået helt frie hænder til at give deres bud på, hvordan man markedsfører en rigtig postjul – og får en masse hits på YouTube.
– Jeg synes, det er sejt, at Post Danmark vælger at omfavne anarkiet på de sociale medier med denne konkurrence. Konkurrencen er ikke lagt ind som et kontrolleret undervisningsforløb, men er lagt frit ud til alle studerende, som selv kan uploade deres bud på en julepostfilm, siger Tine Kej, art director og underviser på Mediehøjskolen.
– Post Danmark forsøger på mange områder at gå nye veje og nå nye markeder og målgrupper. Samarbejdet med Mediehøjskolen er et eksempel på, at vi gerne vil udfordre os selv og udfordres af andre med nye ideer. Og samtidig udfordrer vi jo også de studerende med en opgave fra vores univers, siger Lars Kaspersen.