Post Danmark A/S og DistributionsService A/S har netop indgået en flerårig samarbejdsaftale om maskinel sampakning af reklamer og andre adresseløse forsendelser. Post Danmark venter, at aftalen kan spare virksomheden for et større millionbeløb om året, fordi alternativet er en dyr manuel pakning af forsendelserne og en mindre effektiv distribution.
– Vi har her i foråret kørt forsøg i hele Storkøbenhavn med maskinel sampakning af reklamer og andre adresseløse forsendelser. Det har været en succes, og derfor indgår vi nu en fast aftale, som udvider ordningen til hele landet, siger vicedirektør Finn Hansen, Post Danmark.
I 2003 distribuerede Post Danmark godt 1 milliard adresseløse forsendelser og lokale ugeaviser. Med virkning fra i år har Post Danmark overtaget distributionen af tilbudsaviserne fra en række kæder af dagligvarebutikker, herunder 400 millioner tilbudsaviser på årsbasis for butikkerne i kæderne under Coop. Hidtil er al samling af de adresseløse forsendelser foretaget i hånden, inden postbudene gik ud på deres ruter.
Post Danmark og DistributionsService er indstillet på at udvide samarbejdet til at omfatte andre typer af forsendelser, når det forretningsmæssige grundlag herfor måtte være til stede.