Kunderne blev betydeligt mere tilfredse med Post Danmark i 2009. Det viser postselskabets nye undersøgelse af kundetilfredshed. Samlet set når vurderingen dog stadig kun op på en middelkarakter.
Tilfredsheden måles på fire punkter, og på alle fire er der fremgang at spore for Post Danmark. Bedst går det med loyaliteten, hvor kunderne giver 69 point. Tilfredshed når op på 67 point, mens værdi og image giver henholdsvis 64 og 63 point. Tal mellem 60 og 69 vurderes som middel.
– Der er igen – ligesom i første halvår 2009 – fremgang på samtlige målepunkter, og det er imponerende, siger Finn Hansen, chef for Breve Danmark hos Post Danmark.
En del af fremgangen skyldes en særlig indsats med kommunikation, hvor man reagerer systematisk på blandt andet læserbreve og kommentarer i medierne.
Postselskabet oplyser dog også, at den positive omtale i medier kun er mulig, fordi man på mange områder leverer varen. Udbringningen af a-breve ligger på det bedste resultat i 18 år.
– Det kvitterer kunderne for. Hos privatkunder gives der 81 point til leverings- og modtagerkvalitet, hvilket svarer til toppræstation, siger Finn Hansen.
Forventningen er generelt højere hos erhvervskunder, og derfor er det sværere for Post Danmark at score point her. Hos erhvervskunderne ligger Post Danmark dog på middelværdien i alle fire målekategorier.
Hos privatkunder er man på middelniveau for tre af områderne, mens loyaliteten fra privatkundernes side har sneget sig op på 70 point – hvilket lige akkurat er godt.
/ritzau/