Når tingene er vigtige, og man vil gøre indtryk på modtageren, så skal man sende et brev.

Det er budskabet i en ny tv-kampagne fra Post Danmark og reklamebureauet Hjaltelin Stahl, sol med et glimt i øjet og masser af selvironi skal fortælle danskerne om brevets styrker og om muligheden for at sende et brev med B på for otte kroner.

– På en helt uhøjtidelig måde vil vi fortælle, at brevet er her endnu, og at det er et meget stærkt medie, der kan noget, som de digitale medier ikke kan, siger Post Danmarks kommunikationschef, Morten O. Nielsen.

Kampagnen byder på et herligt gensyn med de tre unge mænd fra den populære julekampagne fra 2014, der sidste år vandt både Rambuk og True Award.

De unge er naturligvis flasket op med internet, Snapchat og Facebook, og i den nye film får de igen åbenbaret en – for dem – helt ny og magisk verden med frimærker, postbude og B ́er, når de for første gang skal sende en festinvitation med posten.

Hurtig beslutning

Hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl siger Client Service Director & Strategic Planner, Mette Hørdum om kampagnen:

– Det tog os ikke lang tid sammen med Post Danmark at beslutte, at vi ville have vores tre hipster-drenge fra sidste års julekampagne i spil, da de har fungeret rigtigt godt som content med en usædvanlig høj view-through rate. Til gengæld har det været en større udfordring at koge et sit-com univers lavet til et langt YouTube format ned til en TVC.

Hun tilføjer:

– Derfor har vi også klippet en række varianter, som vi har testet på YouTube i forhold til fastholdelse, inden vi valgte, hvilken version der skulle på tv. Nu glæder vi os til at se drengene på tv, og håber de bliver lige så populære der, som de har været online – og så har vi selvfølgeligt også lavet et par lange formater til YouTube.

De tre unge herrer, der optræder som hovedpersoner i de nye reklamefilm, landede sidste år i fornemt selskab, da 2014-filmene med fokus på julekortet vandt indtil flere priser:

Dels to True Awards – sølv for bedste film online og bronze for bedste filmkampagne – og dels en Rambuk med Indsigtsprisen 2015.

De første film nåede i tilgift op på mere end 1,2 mio. visninger på kort tid efter lanceringen op til jul 2014.

Den nye kampagne, der kører på både TV og YouTube består af i alt fire film, der viderefører universet fra julekortfilmene – filmene er igen instrueret af skuespiller, komiker og instruktør Magnus Millang, der bl.a. er kendt som den ene del af comedy-duoen Danish Dynamite.

Se TV-versionen her – efterfulgt af YouTube-trailer samt filmene #AvHvorFedt og #DetVirker:

45 sekunders version til TV

Trailer til YouTube – rettet mod personer, der har set julefilmene tidligere

#AvHvorFedt

#Det Virker