En af landets store annoncører, Post Danmark, har efter en offentlig udbudsrunde valgt at samle den kommercielle kommunikation hos et nyt lead- og direct-bureau, og valget er faldet på Hjaltelin Stahl.

I udbudsrunden var 12 bureauer til ”eksamen”, men Post Danmark var ikke et sekund i tvivl om, at Hjaltelin Stahls samlede løsning var klart bedst.

– Vi kiggede alle muligheder meget grundigt igennem, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at Hjaltelin Stahls løsning var ekstremt stærkt på alle parametre. Det gælder den grundlæggende indsigt, og de kreative og direct-løsningerne, så vi glæder os til et nyt samarbejde, siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark.

Det er så et fravalg af Bates og Wunderman?

– Det kan du kalde det, men vi har været meget glade for både Bates og Wundermans indsatser for os. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige vore to partnere mange tak for samarbejdet.

– Men vi har vurderet, at vi ville få mest ud af at samle både reklame- og direct-indsatserne i samme bureau, og de løsninger, Hjaltelin Stahl præsenterede for os, var suveræne, slutter Morten O. Nielsen.

Hos Hjaltelin Stahl er man ikke overraskende meget glade for den nye og bestemt ikke ubetydelige kunde:

– Vi glæder os ekstremt meget til samarbejdet med nye og dygtige folk, og er superstolte over, at vi har vundet Post Danmark som kunde. Og ikke mindst til at binde tunge opgaver som reklame og direct sammen til en velfungerende helhed, siger Mette Hørdum, relativ ny kontaktdirektør og strategisk planner hos Hjaltelin Stahl.