Rigtig mange danske husstande, over en million, har klistret et lille mærkat på postkassen med budskabet: “Reklamer – Nej Tak”.

Dertil kommer godt en halv million, der har tilmeldt sig “NejTak+”.

De har én gang taget stilling til de hustandsomdelte reklametryksager, men måske får de deres valg annulleret, da der i den seneste tid er der blevet forhandlet med Forbrugerombudsmanden om en ny Nej Tak-ordning.

Her er bl.a. PostNord og brancheforeningen Grakom ifølge Markedsførings oplysninger talsmænd for, at de to nuværende ordninger afskaffes og erstattes af en ny, samlende løsning.

Trykkeri ryster på hovedet

Forslaget møder modstand fra en lidt uventet kant. 

– Sådan et forslag om at skrotte de nuværende ordninger er at holde forbrugerne for nar. Det vil betyde, at samtlige husstande modtager alle reklamer, indtil den enkelte forbruger igen melder sig fra i den ny database, lyder det fra Anders Grønborg, administrerende direktør i trykkeriet LaserTryk.dk.

– Det vil unægtelig resultere i en stor stigning i antallet af husstandsomdelte reklamer, da mange forbrugere ikke får meldt sig fra med det samme. Men det er jo muligvis det, de involverede forhandlingsparter i virkeligheden ønsker med en ny ordning, fortsætter han.

Burde melde sig til – ikke fra

LaserTryk.dk, der selv producerer en del af de husstandsomdelte reklamer, kæmper nemlig for at reducere det ressourcespild, som ulæste husstandsomdelte reklamer udgør, lyder meldingen.

Og for at minimere antallet af tryksager, der bliver slæbt direkte fra postkassen til papircontaineren, ønsker virksomheden at ændre ordningen til en Ja Tak-ordning, hvor forbrugerne aktivt skal melde sig til og ikke fra.

– I hele trykkeribranchen er vi nødt til at kigge indad og tænke på den miljøbelastning, overproduktionen af reklamer skaber. Det er hul i hovedet at fremstille en masse tryksager alene til spild. Post Danmarks og Grakoms forslag vil kun føre til endnu flere tryksager, der aldrig bliver læst, slutter Anders Grønborg.