Igen i år har Post Danmark høstet international anerkendelse under uddelingen af World Mail Award i Bruxelles − postbranchens svar på en Oscar. Her fik Post Danmark en pris for Kampagnekortet i kategorien ”Customer Service”. Kategorien honorerer initiativer, der hjælper kunderne med at høste fordele af ”best practise” og-eller har forbedret servicen mest markant hen over året.
− Kampagnekortet vinder World Mail Award’en, fordi det er kundevenligt, og fordi det understøtter ”tip en ven” i den fysiske verden. Og så er det en ny forretningsmodel, der er reklamefinansieret, fortæller Claus Madsen, chef for markedsudvikling i Post Danmark Erhvervskunder.
Kampagnekortet gør det nemt at bruge virksomhedens kunder som ambassadører, uden at det koster dem en krone. Med kampagnekortet kan virksomheden lade sine kontakter eller eksisterende kunder formidle et budskab videre til deres kontakter, kunder, familie, venner mv. Dermed opnås en særlig involvering, og man kan forvente en højere respons hos modtageren, fordi Kampagnekortet sendes af en bekendt. Og der betales kun porto, når kortet bliver brugt, så virksomheden selv betaler kun for effekten.
Det er 6. år i træk, at Post Danmark vinder en World Mail Award. Sidste år vandt Post Danmark en pris for produktet ”Adresseløs Flex”, der bl.a. gør det muligt at sende til meget specifikke målgrupper med geografisk nøjagtighed.
− Den pris vi vandt sidste år var på det uadresserede marked, denne er på det adresserede. Begge priser er lige betydningsfulde, og det er altid rart med anerkendelse fra branchens klogeste mennesker, slutter Claus Madsen.
Prisfesten løb af stablen i Bruxelles i forbindelse med World Mail & Express Europe konferencen. Her deltog postvirksomheder fra hele verden og dystede om priser i 12 forskellige kategorier. World Mail Award-prisen har eksisteret siden 2000.