Antwerpen: ”Be bold, work hard, don’t overcomplicate, be curious, be very curious, have fun, try and fail, fail a lot and fail fast!, make stuff, make a lot of stuff! keep it fun, make it emotional, be brave and keep it simple.”
Vi har overværet ca. 25 keynote-speakers på 3 dage, og ovenstående udtryk gik igen (og igen), og man kan på betænkelig vis fristes til at mene, at der ikke er noget nyt under den fraværende belgiske vintersol.
Klicheerne har i hvert tilfælde stået i kø, og der er som om, at man har hørt det før. Klichéer har et langt liv, har vi da lært.
Men det positive er, at det ikke længere alene er de hotte kreative bureauer, der prædiker ”fail faster”. Det er derimod de annoncører, der har taget klicheerne til sig.
Nu er det brands som P&G og Heineken, der fra den store scene fortæller os i bureauerne, at vi bør satse stort, skyde efter stjernerne og være modige – selv om det kan koste os jobbet.
Hvis man er lidt gammel i gårde, vil man mene, at det har de gjort mange gange før. Forskellen er dog den, at de nu kan stå og vise arbejde, der bevidner, at de lever op til de mange fine ord. Det er en meget, meget spændende udvikling, som vi håber også breder sig til det danske marked.
Goodvertising på podiet
Hvis man skal vælge et enkelt nedslag blandt de mere end 50 officielle Eurobest indslag, så er der faktisk god grund til at finde den rød/hvide klaphat frem. Onsdag stod Thomas Kolster på den store scenen, og gav den som Mr. Goodvertising.
Det ER vanvittigt inspirerende at høre om, hvordan man kan forene det gode (formål) og de onde (brands). Goodvertsing, eller Purpose Marketing, er nok ikke svaret på alle reklametilværelsens spørgsmål, men det rækker da en stor og inspirerende del af vejen.
På vanlig reklamefestival-maner er aftener (og til dels nætter) blevet brugt flittigt på at smage på nogle af de mere end 350 belgiske øl, der brygges i og omkring Antwerpen.
Der er faktisk flere ølhaner end vandhaner i Antwerpen, så man er vel lovligt undskyldt. Man skulle tro, at Europas kreative elite så ville diskutere arbejdet og branchens uforløste fremtid, når de mødes over en øl. Det er dog slet ikke tilfældet.
Det helt store samtaleemne er faktisk Broen – den dansk/svenske TV-serie, der lige nu kører på 2. sæson i både Tyskland, England, Holland og Belgien. Svenskerne har 10 gange så mange Eurobest shortlister, som vi har. Måske skulle vi udvide samarbejde fra tv-produktioner til også at omfatte andre kreative discipliner?
Med 25 shortlister er vi faktisk meget godt med. Der er Award-ceremoni i aften, og vi glæder os meget til at se, hvordan det går Weber, Uncle, Spies, Robert/Boisen, SAS, McCann og alle de andre dygtige mennesker.
Fingers crossed!