Arla-direktøren hedder Åke Modig. Det er i grunden et flot navn. Han stiller sig frem i annoncer og nyhedsudsendelser og beklager, at mejerimastodonten og offentligheden har knas med konsumentdialogen. Nu skal Arla giftes med Campino, hvilket også kræver courage. Navnet forpligter, og der er mere power i Modig end i Jensen med al respekt for sidstnævnte massebetegnelse. Det nærmer sig det geniale, når forsikringsdirektøren hedder Stine Bosse, og hun avancerer da også hele tiden, navnet borger for kvaliteten.
Danmark havde engang en udenrigsminister og konservativ politiker ved navn Ole Bjørn Kraft. Ole var mest til hjemmebrug, mens bjørnen og kraften styrkede hinanden og vidnede om forældre, der ønskede deres søn frem i verden. I en tid, hvor personlig branding popper op på lystavlen, var det måske en idé at sikre sig et ordentligt brand i tide.
Dyreriget har gennem tiderne været en yndet jagtmark for mennesker og virksomheder, der gerne ville v idere. På Krak.dk findes 30 henvisninger til Løveapoteket, som utvivlsomt forhandler medicinske præparater fra Løvens Kemiske Fabrik. Tilsvarende er der oplistet 22 numre, der tilhører Svaneapoteket, derimod er der ikke noget Bjørneapotek og kun en enkelt restauration på Frederiksberg, der hedder Bjørnekælderen.
I samme guldgrube støder man på personer som Mozart Kat og Peter Kanin for slet ikke at tale om Kanin Ali Bajati Hussain i Blommehaven i Viby Sjælland. Væsel og Maahr er også gangbare efternavne, ligesom ikke færre end 22 personer har ULV som efter- eller mellemnavn.
Ikke så få smykker sig med Schæfer, mens Rottweiler, Pitbull og Puddel p.t. ser ud til at være ledige. Bryggerigruppen, som nu opgraderer sig til Royal Unibrew, kendes på eksportmarkedet Italien som Girafbryggeriet, og der er tre personer, der (formentlig) er glade for at hedde som vore biologiske forfædre, herunder Abe E. Tabe (jamen, slå det selv efter). Kan denne mand blive generaldirektør for et bryggeri, en mælkekoncern eller et af de spillesyndikater, der skyder frem med foruroligende fart?
At nogle lettroende mennesker render til numerolog for at skifte navn til Piia, Assta eller Mamarianne er en privatsag, skønt Indenrigsministeriets Navnekontor burde være varsomt med at godkende personbetegnelser, som volder deres omgivelser unødigt besvær og sætter bærerne i ufrivilligt komisk lys. Så er der mere konsekvens i at kalde sig Master Fatman (Morten Lindberg) eller Sebastian (Knud Christensen). Adskillige Hollywood-stjerner har fået nyt navn af filmselskabet eller deres impresario, og Richard hed vist ikke Løvehjerte fra begyndelsen.
Navneloven står foran en liberalisering, så for iværksættere, der mangler et koncept, er der måske power i at finde på nye navne til folk med fart på. Om ordet Powername er indregistreret af andre er svært at finde ud af, på Google får man japanske og kinesiske hjemmesider. Østerlændinge har det med at ville optage dyrets kraft i sig, mange næsehorn har måttet aflevere deres pryd til fabrikanter af potenspul ver.
For den, der vil puste sig selv op med et bedre navn, gælder den gyldne regel: Gør det i tide. Er du først – trods alle odds – blevet en kendt Jensen, risikerer du at blive til grin ved at konvertere til Battmand eller Supersen midt i karriereforløbet.
Ligesom man kan skabe kraftfelter ved hjælp af imponerende navne, kan man også nedtone en sag ved at anvende en mildere og slørende betegnelse for noget, der måske ikke er så fint i kanten. Det er ordet ”markedsføringsbidrag” et eksempel på. Arla har besvær med at forklare, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, at Metro smed Hirtshals Andelsmejeri på porten samtidig med, at Arla afleverede en check på 200.000 kr. Nogle ville måske gå så vidt som til at tale om ”bestikkelse” eller ”udelukkelsesbonus”, men det skal nu afgøres i retten, begge parter udtaler sig gennem deres advokater.
Markedsføring er et plusord, se bare titlen på dette blad. Bidrag er også noget positivt, vi yder for eksempel bidrag til Red Barnet og Røde Kors. Derfor skal man vide lidt o m moderne detailhandel for at forstå, at et sådant bidrag ikke blot har til formål at dække repro-omkostningerne ved kampagnesalg af piskefløde og børneost. For en del år siden blev der holdt kurser i ”marketing warfare”, salgsmaterialet var dekoreret med trælsnit fra den amerikanske borgerkrig. Nu skulle der ikke hykles, salgsprocessen kunne sammenlignes med en regulær krig med udslettelse af fjenden som hovedformål, så virksomhederne kunne få slagmarken for sig selv. Herhjemme er vi – lidt endnu – sentimentale og holder med det lille mejeri kontra giganten. Vi kan ikke tåle at se blod. På den anden side – hvis smørret nu er to kroner billigere…