PR-brancheforeningens nye formand Nils Rasmus Hansen er indehaver af InformationsGruppen. En af de store opgaver for den ny formand bliver at gøre det tydeligere, hvad PR-virksomheder kan hjælpe deres kunder med.
PR-branchens Nye Normer handler blandt andet om grundlaget for PR-rådgivning som profession, samfundssyn, fortrolighed, metoder, konkurrerende opgaver, rådgiverrolle, at afvise en opgave, kunderelationer og priser.
– Enhver brancheorganisation med respekt for sig selv har et sæt etiske regler, fortæller Nils Rasmus Hansen. – Men typisk beskriver disse regler kun den nedre grænse for, hvad medlemmerne af foreningen må. Som supplement har BPRV nu udarbejdet en beskrivelse af, hvordan branchen faktisk hjælper deres kunder i dagligdagen.
– En anden stor opgave bliver at tage stilling til vores fremtidige organisatoriske tilhørsforhold. Vi tilsluttede os jo Dansk Management Råd sidste år, men efter DMR’s beslutning om at melde sig ind i Dansk Industri, skal vi nu overveje om vi skal følge med eller alternativt søge ind i Dansk Handel & Service, der er ved at etablere Dansk Rådgiver Forum.
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen i BPRV desuden af næstformanden Jens Kofoed fra ABC Public Relations, Peter Albæk fra Brinkmann & Partners, Peter Birgens fra GCI Mannov og Mogens Gyde fra Communiqué. pia