Den eneste virksomhed, der ikke har rokket sig ud af stedet siden sidste år – på den gode måde – er Novozymes. Selskabet topper nemlig igen i år Berlingske Nyhedsmagasins PR Barometer, hvor der ellers er ommøbleret en del sammenlignet med sidste år.
Målingen foretages på nordisk plan af analyseinstituttet Aalund, som i Danmark har spurgt 244 erhvervsjournalister om, hvilke virksomheder der klarer sig bedst på image og kommunikation.
Ud af Top 10 ryger denne gang Tryg, Danish Crown, Vestas og Cimber Sterling.
Ind i Top 10 igen kommer Lego, FLSmidth og Danisco.
Og helt nye i Top 10 er ATP og Dong Energy.
Fremgang er der i øvrigt til Danske Bank, som efter noget turbulente tider, rent PR-mæssigt, rykker otte pladser frem og lander på en plads som nummer 23. Højst placerede bank er i øvrigt Sydbank, som rykker op fra nummer 18 til nummer 11.
De tre største spring opad tager FLSmidth (19 pladser), Danisco (18 pladser) og Novo Nordisk IT (12 pladser).
De tre største fald bærer Cimber (-30 pladser), Jyske Bank (-29 pladser) og Danish Crown (-18 pladser).
Bundproppen udgøres af CSC, hvilket virksomhedens nordiske salgs- og marketingdirektør Finn Rasmussen over for BNY begrunder således:
– Det er vel kendetegnende for store udenlandske koncerner, at en stor del af den eksterne kommunikation sker centralt fra moderselskabet, og at der afsættes relativt få ressourcer hertil i de danske datterselskaber såsom CSC Danmark set i forhold til danske koncerner som f.eks. Novo Nordisk og Carlsberg. (…) At CSC så ligger sidst, ser jeg som et resultat af, at vi for over et år siden reelt nærmest lukkede vores eksterne kommunikationsafdeling.