Reklamebranchen har i årevis fejret sig selv med stribevis af nationale og internationale priser, og på den internationale scene er der også en fast tradition for, at PR-branchen hylder de bedste cases og bureauer med store awardshows.
i Danmark har en sådan PR-pris manglet, men i sommer blev ”PR-Tigeren” født, og nu har juryen haft de mange indsendte arbejder igennem det første udskilningsløb for at finde de finalister, der skal kæmpe om ”Tigerne”.
Og Jens Otto Kjær Hansen, rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og medlem af Tiger-juryen siger, at det var på tide, at Danmark fik en pris, der viser, hvad Public Relations rent faktisk er i 2013.
– Public Relations og dens nytteværdi for samfundet er underkendt. Vi hører kun om de dårlige eksempler, der netop viser undtagelsen og skjuler reglen. PR-Tigeren kan være med til at kaste velbegrundet lys over, hvad dygtige mennesker i Public Relations-branchen udretter, siger han, og tilføjer, at de indsendte projekter viser, at de bedste præstationer i Public Relations ligger på et meget højt niveau.
– Men de viser også, at ikke alle er så gode til strategisk Public Relations-tænkning, som de tror. Det er så et godt og relevant input til os, der uddanner, uddyber Jens Otto Kjær Hansen.
Resultatet af juryens første arbejdsrunde, hvor de enkelte medlemmer hver for sig har afgivet point anonymt, er fire finalister til Eksekveringsprisen (to bureauer havde her lige mange point), tre til Strategiprisen og tre til Nytænkningsprisen.
To bureauer – Kompas Kommunikation og Radius Kommunikation – løber tilsammen med halvdelen de 10 finalepladser, mens de øvrige shortlister tilfalder henholdsvis Communiqué, LEAD Agency, Hansen Agenda, Kasters og Have Kommunikation med en finaleplads hver.
PR-EKSEKVERINGSPRISEN:
– Communiqué for ”Starbucks”
– Radius Kommunikation for ”Spies”
– Kompas Kommunikation for ”Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole”
– Hansen Agenda for ”Københavns Klatrecenter Blocs & Walls”
PR-STRATEGIPRISEN:
– LEAD Agency for ”Syddansk Universitet”
– Radius Kommunikation for ”Telenor”
– Kompas Kommunikation for ”Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole”
PR-NYTÆNKNINGSPRISEN:
– Kasters for ”Meningsministeriet”
– Kompas Kommunikation for ”Allévo”
– Have Kommunikation for ”Børnehjertefonden”
Juryen – som du kan se her – mødes 12. november for at finde vinderen i hver af de tre kategorier, og priserne overrækkes 10. december på Børsen.