Når reklameverdenen til sommer traditionen tro flokkes i Cannes for 56. gang, vil der for første gang også blive uddelt løver for bedste PR-arbejde.
Overvejelserne om at introducere PR som kategori har været på tegnebrættet i nogen tid, ifølge festivalens CEO Philip Thomas, men nu er den officielle beslutning altså truffet.
I en meddelelse fra Cannes Lions-ledelsen hedder det endvidere, at Lord Tim Bell – en af Storbritanniens mest kendte PR-profiler – er udset til at være den første juryformand i kategorien.
Han er i dag bestyrelsesformand i børsnoterede Chime Communications og bl.a. kendt for at have bidraget til at starte Saatchi & Saatchi tilbage i 1970.
Lord Tim Bell er i øvrigt også kendt for at have stået bag de britiske konservatives valgkampagner i 1979 og 1983 og dermed sikringen af magten i hænderne på den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher frem til 1987.
I 1985 blev han næstformand i bestyrelsen hos Lowe Gruppen, hvorfra han i 1989 frakøbte kommunikationsdelen Lowe Bell Communications.
I en pressemeddelelse siger Lord Tim Bell:
– Det er en ære at lede den første PR-jury. Den nye kategori vil styrke den hyldest til kommunikation, som Cannes Lions repræsenterer, og bidrage til at øge anerkendelsen af PR i hele kommunikations-branchen.
PR-bidragene bedømmes efter bl.a. strategi, kreativitet, originalitet, eksekvering og resultater, og der kan hentes yderligere oplysninger om kriterier og tilmelding på
www.canneslions.com fra den 29. januar 2009.
Uddeling af de første PR-løver sker i mandag den 22. juni 2009 – i Cannes.