Præcis på 17 års dagen for løsladelsen af Nelson Mandela markerede filmfestivalen i Berlin begivenheden med verdenspremieren “Goodbye Bafana”, den danske instruktør Bille Augusts spillefilm om den senere sydafrikanske præsident.
Filmen deltager i festivalens hovedkonkurrence, og den blev søndag vist to gange. Først for den internationale presse og senere ved en gallavisning for et indbudt publikum, der bl.a. omfattede Tysklands forbundspræsident, Horst Köhler.
På pressekonferencen blev Bille August spurgt om sin holdning til, at den bog, som filmen bygger på, er blevet mødt med kritik, fordi den angiveligt indeholder oplysninger, der ikke er korrekte.
Instruktøren svarede, at en film om en så markant personlighed nødvendigvis må blive opfattet som kontroversiel.
– Vi har lavet en spillefilm, ikke en biografisk film. Og så indeholder den i øvrigt et universelt budskab om fred og forsoning, som vi også har brug for, sådan som verden ser ud i dag, fastslog Bille August.
/ritzau/