a@slotpost.dk
En stol på en sandbunke, en stol i en sø.
Et par søde fyre på pizzabar i sært undertøj – spise her eller med hjem?
En rå rodeotyr og en næsten lige så rå bil – begge skal tæmmes.
Fællesnævner?
Historierne fortælles gennem billeder, skabt af nogle af Danmarks og måske også verdens skrappeste fotojournalister.
Men det er ikke reportagebilleder af den klassiske slags; billederne er skabt for kunder i reklamebranchen. Og det er kun eksempler; fotografer og reklamebureauer har rykket så meget ved egne og forbrugeres grænser, at reportagefotoet er rykket helt frem forrest i reklamebranchens billedvalg. Reportagefotoets håndværkere og mestre er rykket med.
De kan nemlig noget med at fortælle historier.

At vade baglæns ind

Herhjemme er fotojournalisterne i løbet af det seneste tiår rykket ind i den absolutte verdenselite; tilfældigheder, talent og Journalisthøjskolens fotojournalist-uddannelse skabte en kritisk talentmasse, som har presset sig selv og hinanden til at levere sublime billeder, der har erobret eftertragtede priser hos World Press Photo, Agfa, Fuji, Kodak, Pictures of the Year og fotoets cannesfestival i Perpignan – m.fl.
– Vi har haft den bedste opdragelse, siger Nicolai Fuglsig som en forklaring. Fuglsig blev allerede i 1999 hyldet som et af de mest lysende talenter.
– Vi har lært at vade baglæns ind et sted, orientere os 360 grader og så finde billedet.
– Vi har arbejdet under tidspres og med kvalitetskrav, siger han. Underforstået: De har måske et andet forhold til budgetter og tid end ellers i reklameverdenen.
Fuglsig giver eksempler: Man er hurtig til at ændre på småtingene; flytte globussen over i vindueskarmen, rykke planten lidt, stille familiefotoet anderledes. Og skyde portrættet. Uden studie, uden lamper, uden sminke. Det giver de “rigtige mennesker “, som også står omtalt i reklamebureauernes briefs.
Fuglsig’s afgangsprojekt fra fotojournalistuddannelsen kradsede priser hjem, som en croupier rydder roulettebordet. Det var billeder fra en radioaktiv forurenet russisk by.
Påfaldende nok fotograferer Fuglsig slet ikke selv længere. Han har faktisk slet ikke et kamera at gøre det med i London, hvor han bor – og arbejder med reklamefilm. Men det er mange af færdighederne fra reportagen, han har taget med til reklamefilmen.
– Jeg nåede slet ikke at skifte fra pressefoto til reklamefoto. Jeg gik til reklamefilmen direkte. Men jeg ser det, der sker i reklamefotoet, gennem bøger og magasiner, på billboards, overalt. Det er visuelle fotokampagner med stor inspiration fra den oprigtighed.

S41.jpg
-tiff-filer sendt i særlig mail
nicfuglsig.jpg


Små penge i repor tagen

En anden af de fotografer, som har scoret stakke af fotojournalist-priser worldwide og på hjemmebane, er Joachim Ladefoged. Han er på det rene med, at en af grundene til skreddet også er, at pengene i det egentlige reportagefoto er små, alt for små. Også selv om man som han i flere år har været i pressefotografernes internationale superliga.
– Vores marked forsvinder, siger han og henviser til den absolutte nedskæring i billedkøb hos tidligere arbejdsgivere og kunder som Politiken og fagbladet Sygeplejersken.
– Vi må finde nye græsgange. Årsberetninger og firmablade, selvfølgelig, men også reklamebranchen ser til reportagefotoet, heldigvis, siger Ladefoged, der bare vil kaldes fotograf uden presse-.
Han og hustruen og knægten og den nyfødte er netop rykket fra hovedstadens Nørrebro til jyske Ry og har købt sig andelsbolig, som han ikke turde tage sig råd til på en freelance-reportagefotograf-indkomst.
Her er ikke noget studie, herude på landet. Sollyset i det lille arbejdsværelse skal bare være dæmp et, så man på Mac-skærmen kan se indholdet af gigant-harddiskene, og ellers er der store kasser med billeder, der er fotobøger, og der er grej.
Ladefoged siger, at inspirationen går begge veje, og han ved godt, hvad han mener han og kollegerne kan tage med til reklamen:
– Fortælleevnen. Vi er vant til at fange øjeblikket. Billedsprog.
– Og så er der lidt ærlighed.
Forstået som modsætningen til det styrede, omstændelige, stylede.
– De amerikanske billedbureauer, det er jo til at brække sig over sådan en lykkelig familie ved morgenmaden. Jeg vil hellere se uglet hår, som jeg fik lov at lave for BG Bank.
Reportagen er der ingen tvivl om, den skal være ærlig og uden snyd, men i reklamen erkender Ladefoged alligevel, at ærligheden og det autentiske ikke holder: Folk vil snydes, og magasinforsider med voldsomt retoucherede fotomodeller sælger stadig bedst.
Ladefoged selv vender konstant tilbage til reportagen, senest bl.a. med et par uger i et dødsdømt fiskerleje på New Foundland.

ægget.jpg
Dubai dessert classic1.jpg
Dubai dessert classiv.jpg
Ladefogedportrait.jpg

Pænhed mod troværdighed

Et eksempel på dem, der bringer teknikker og trends frem-og-tilbage mellem reklame og reportage, er Peter Funch. Han fik også priser allerede før sin fotojournalisteksamen. Nu er han udvalgt til World Press Photos Masterclass (en eksklusiv workshop for unge kometer) og har dertil netop lavet en hyperrealistisk serie trafikulykke-billeder fra Thailand. Blod, lemmer og indvolde i kast-op-klasse.
Men han har også arbejdet for TDC, Innovation, AIDS-fondet, Synoptik, Faxe m.fl.
På lørdag flytter han til London på deltid, primært for at lave reklame der. Han vil pendle; allerede mandag skal han tilbage til København for at lave et job.
– Det har altid undr et mig, at reklamebureauerne bliver så begejstrede for mine mapper med fotos, siger han. Portfolioen viser jo blot, hvad han kan i reportagen, og de stilarter han også gerne vil lave i reklamen.
– Jeg tror det handler om nærværet, det umiddelbare. Pænhed kontra troværdighed.
– Jeg går ikke op i mediet og modtageren. Det handler om ideen.
Oftere og oftere ser man, at ideen reklamebilleder blot ligger i selve formen; dokumentar, håndholdt, snapshot, engangskameraer. Eller modeller på bytur, udstyret med eget kamera. Masser af umiddelbarhed, men ingen historie.
– Det ultimativt vigtigste er historiefortællingen, siger Funch.
Han holder sig stadig til minimalt udstyr.
– Så må man jo søge hjælp andre steder, hvis man har en idé, som man ikke kan klare teknisk. Så må man spørge og få tingene til at fungere alligevel, siger han.
– For reklamefotograferne kan ti gange mere teknik.



New york portræt.jpg
pasfotopeterfunch.jpg