Pressemeddelelser med video og multimedia har været kendt i en årrække i USA, nu er muligheden kommet til Danmark.
– Det er en ny dimension, som vi ved fra udenlandske erfaringer kan give mere omtale i medierne end de traditionelle tekst-pressemeddelelser, siger Rene Hjetting, der er journalist hos PressWire i en pressemeddelelse.
PressWire lægger også video-pressemeddelelserne ud på de største online videotjenester som YouTube, Google og andre for at sikre maksimal dækning.
Målrettes bedre
– Det gør videoen søgbar og garanterer en løbende mængde trafik fra videoen til virksomhedens website i lang tid fremover. Dermed adskiller videopressemeddelelsen sig fra en traditionel pressemeddelelse, som først skal igennem journalisters hænder og ofte kun er aktuelle i få dage. En videopressemeddelelse kan derudover i langt højere grad målrettes direkte til slutbrugeren fordi så mange ser filmklip på nettet, siger Rene Hjetting.
– Vi tager de mest effektive redskaber fra de sociale netværk og kombinerer med traditionel nyhedsdistribution, og vi tror på at den samlede effekt vil blive markant i forhold til noget vi før har set, siger Rene Hjetting.
Lang historie
I USA har videopressemeddelelser en lang historie. Allerede i 1970’erne var det standard PR-disciplin at udsende pressemeddelelser optaget på VHS-bånd til de hundredvis af lokalstationer, som ofte manglede indhold. Det var så op til tv-stationerne at sammenklippe eller ligefrem bringe hele pressemeddelelsen uredigeret i en nyhedsudsendelse.
Det er næsten det samme PressWire nu gør, men med nettet som medspiller.
PressWire har i øvrigt indgået samarbejder med produktionsselskaber, som kan tilbyde at producere professionelle videopressemeddelelser – enten i et studiemiljø eller on location. Virksomheder kan naturligvis også selv komme med deres videoindhold, oplyser selskabet.
sit