Et af Danmarks store kommunikations- og reklamebureauer, Primetime, er nu klar med et nyt forretningsben. 

Virksomheden starter Primetime People, som skal hjælpe kunderne til at finde de dygtigste medarbejdere inden for kommunikation, marketing, digital og Public Affairs. 

Hvorfor?

– Fordi de traditionelle rekrutteringsvirksomheder har en blind vinkel: Kommunikationsbranchen, er den korte Primetime forklaring.

– Vores klare erfaring er, at en dyb indsigt i kommunikationsfaget er hemmeligheden bag den helt rigtige ansættelse. Vi ser et klart behov i markedet med vores faglighed, netværk og ekspertise i branchen, kombineret med en metode for search og select, siger Casper Hyldekvist, direktør og partner i Primetime. 

En naturlig del af strategien 

Primetime People vil udelukkende fokusere på kommunikationsfaget: 

– Sagt med al respekt tror vi på, at vi kan gøre det bedre end det gængse rekrutteringsbureau, der ansætter til alle brancher. Det er egentlig helt enkelt en del af motivationen for at starte, siger Thomas Juul-Dam, direktør og partner i Primetime. 

Primetime har de seneste år gennemgået en forretningsmæssig udvikling. Virksomhedens oprindelige udgangspunkt tilbage ved opstarten i 2001, nemlig PR, er i dag bredt ud, så virksomheden er et full service kommunikations- og reklamebureau, der løser kommunikationsopgaver af enhver art for sine kunder. 

– Det er naturligt, at vi hele tiden finder nye veje at hjælpe og rådgive vores kunder, siger Peter Sterup, Primetimes medstifter og adm. direktør: 

– Vi har i mange år bistået vores kunder med at scanne markedet, teste kandidater og gennemføre ansættelsesprocesser fra start til slut. Nu sætter vi det på formel og går mere aktivt i markedet med det. Det tror jeg på vil gøre en positiv forskel for nuværende og kommende kunder, slutter Peter Sterup.