Sætningen ”Fem rækker til på lørdag og fem Euro-lotto”, bliver måske snart fortid i de danske kiosker, når der skal spilles på at vinde millionerne.
I hvert fald har et pilotprojekt, som Danske Spil og Dansk Supermarked sammen har lanceret i Føtex i Frederiksberg Centret, vist sig at have en positiv effekt på salget og har hævet omsætningen med 20 procent. Så nu udvides løsningen.
– Vores forhandlere er et meget vigtigt kontaktpunkt til kunderne. Det vil vi gerne signalere, og derfor har vi også længe ledt efter en løsning, som opfylder vores krav til relevant kommunikation og involvering af kunden, der skal have en god købsoplevelse, siger salgschef Carsten Christensen fra Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det første digitale touch screen blev sat op i Føtex i Frederiksberg Centret i sommer, og det er også dén butik, der nu tester, hvordan kunderne tager imod den udvidede model, som både dækker en digital løsning til kasselinjesalg og touch screen-standere i selve butikken.
Skal overholde loven
Med den nye løsning kan kunden selv vælge sit spil på skærmen, få en stregkode-kvittering printet ud og betale den ved kasselinjen. Helt selv printe tallene på kuponen, må man ikke, for det er selvbetjening, og det tillader den danske spillelovgivning ikke.
Men både Danske Spil og Dansk Supermarked ser gode muligheder i de nye digitale løsninger:
– Det er muligt for Danske Spil at styre indholdet på skærmen fra central hånd, så det hele tiden er opdateret og relevant i forhold til de forskellige spil. Det er en kendt sag, at store puljer i lotterierne driver spillet, og derfor betyder målrettet og relevant kommunikation også et mersalg i butikken, siger Carsten Christensen.
Han bliver suppleret af salgsdirektør for Føtex, Jan Larsen:
– Vi vil også gerne udvide vores digitale muligheder for salg af spil i butikken. Dels letter det arbejdet for vores butiksansatte, dels bidrager det til, at vores kunder får en positiv oplevelse, når de handler hos os, siger han.
Viser den nye digitale løsning sig gangbar, kan den blive udrullet til flere af Danske Spils i alt 4.000 forhandlere. Dette vil blive vurderet i slutningen af året, oplyser parterne.