Online skal drive offline lyder det nye slogan i dele af medie- og bureaubranchen. Tilsyneladende går trafikken også den anden vej.
I en ny rapport bestilt af Newspaper Association of America (NAA) fortæller en gruppe web-brugere, at 67 pct. søger videre efter informationer på nettet, når de har set en printannonce. Af de 67 pct. fortsætter 70 pct. med at købe et produkt eller en ydelse.
– Vi vidste godt, at annoncer i printmedier er effektive, men nu ved vi også, at printmedier driver salg på nettet, siger John F. Sturm, præsident for NAA.
Blandt rapportens mere detaljerede konklusioner er:
– 56 pct. har købt mindst et produkt inden for den sidste måned, efter de identificerede produktet på en eller flere printannoncer.
– 44 pct. fortsatte researchen på nettet, når de så produktet i en printannonce. Næsten halvdelen af disse (48 pct.) fortsatte hen til en butik, mens en fjerdedel (23 pct.) ringede til butikken.
Trafikken går også “den anden vej”.
Hele 48 pct. af den udspurgte gruppe svarede nemlig, at hvis man først så en annonce på nettet og derefter så en annonce for samme produkt på print, var produktets troværdighed øget, og det samme var chancen for, at man ville købe det pågældende produkt.
Et af de måske mest overraskende svar var, at 68 pct. mente, at printannoncer var “meget værdifulde”, når man ville lære noget om nye produkter og salgsfremstød.
Kilden er Center for Media Research.
cwl