Prisen på TV 2 Sport ligger fast: 25 kroner om måneden mod tidligere seks kroner pr. måned for nogenlunde det samme.
Denne klare udmelding kommer fra TV 2’s adm. direktør Per Mikael Jensen. Den er en reaktion på kritik fra et par af de store antenneforeninger, der mener prisen for TV 2’s og Viasats nye sportskanal er alt for høj.
– Prisen ligger fast, og ærlig talt synes jeg, det er absurd at høre, at nogle antenneforeninger siger, det er for dyrt. Det svarer til prisen for en halv liter sodavand og en eksemplar af B.T., siger Per Mikael Jensen til Ritzau.
TV 2 Sport skulle have været i luften den 1. marts, men på grund af manglende grønt lys fra Konkurrencestyrelsen lader kanalen vente på sig og kan derfor ikke blive præsenteret for antenneforeningernes generalforsamlinger, som typisk holdes i årets første måneder. Dette og prisen kan betyde, at kanalen fravælges af flere antenneforeninger, men det vil ifølge Per Mikael Jensen ikke umiddelbart betyde noget. År to bliver derimod væsentlig for kanalens overlevelse, hvor forventningen er, at omsætningen skal op på mere end 200 mio. kr. om året. tmb