Lørdag den 1. november mødtes nye cand.merc.’er, der dimitterede i studieåret 96/97, deres pårørende, inkl. babies i barnevogne, lærere og censorer samt andet godtfolk på Handelshøjskolens Center Torv i Dalgas Have på Frederiksberg. De mødtes for at fejre en veloverstået eksamen, der ifølge dekan Gert Bechlund er et af Handelshøjskolens flagskibe, en kandidatuddannelse, der står respekt om.
I sin velkomst kunne lektor Ole Stenvinkel Nilsson oplyse, at 20 pct. af cand.merc.’erne har gennemført et af semestrene på et udenlandsk universitet og at to af cand.merc.-linierne i København nu gennemføres på engelsk. Cand.merc.-uddannelsen er med andre ord ved at blive international.
Som repræsentant for erhvervslivet talte direktør Kaare Dullum, Gudme Raaschou, der mente, at de unge cand.merc.’er er bedre til at kommunikere end deres forgængere. Meget apropos den udtalelse viste den efterfølgende prisoverrækkelse, at Dansk Markedsføringsforbunds pris for bedste afsætningsøkonomiske kandidatafhandling, sponseret af Berlingske Annoncecenter, gik til to cand.merc.’er fra linien: Design Communication Management, Peter Hobolt Jensen og Jonas Sverdrup-Jensen, der havde fået den højest mulige karakter: Et 13-tal for deres fælles hovedopgave. Lederen af cand.merc.-linien: Design Communication, Tore Kristensen, kunne fortælle, at hovedopgaven havde drejet sig om en evaluering af modeller til produktudvikling og bl.a. omfattet to praktiske cases fra så forskellige virksomheder som Lego og Randersbøren.
ALLE I JOB
Til Markedsføring oplyste de to prisvindere, at de efter bestået eksamen var blevet ansat som forskningsassistenter i Center for Design og Virksomhedsudvikling, som er oprettet af Danmarks Designskole og Handelshøjskolen i København tidligere på året. Også de øvrige cand.merc.’er fra samme linie har fået beskæftigelse efter endt eksamen, nogle allerede i studietiden, f.eks. på reklamebureauer, i virksomheders produktudviklingsafdelinger o.lign.