Danske forbrugere kan godt begynde at forberede sig på højere priser på mad, efter at den værste tørke i USA siden 1950’erne har sendt priserne på bl.a. hvede, soja og majs op i skyerne.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Den danske fødevareindustri følger således udviklingen på de internationale råvaremarkeder med stor bekymring, og flere producenter forbereder sig allerede nu på hårde prisforhandlinger med detailhandlen for at få prisstigninger igennem til efteråret.
Supermarkederne vil dog kæmpe mod prisforhøjelserne med næb og klør, og derfor risikerer prisbomben at eksplodere i hænderne på i forvejen pressede fødevareproducenter.
– På nogle typer mel stiger priserne nu med op til 40 pct. Det er klart, at det har betydning for en virksomhed som vores, og vi kan blive nødt til at kigge på prissætningen af vores produkter. Det kan ikke være anderledes, siger Jan Klarskov Henriksen, adm. direktør, Lantmännen Unibake, der står bl.a. Schulstad, Hatting og Paaskebrød.
Børsen