Forbruget herhjemme oplevede sidste år det værste dyk siden kartoffelkuren for mere end 20 år siden. Detailhandelen er under hårdt pres, og mange hundrede forretninger er allerede lukket eller gået konkurs. Men krisen for forbrugslysten er langt fra slut. Der bliver også i år kamp om forbrugernes penge, og det vil intensivere udskilningsløbet blandt butikkerne. Vinderne vil stå stærkt, når opsvinget på et tidspunkt får fat, mens taberne vil sygne hen, og mange må lade sig opsluge eller bukker under i konkurrencen.
– Det altafgørende for butikkerne bliver prisen. Den rigtige pris er simpelthen forudsætningen for overhovedet at få forbrugerne i tale, siger detailhandelseksperten Bruno Christensen.
Økonomer og brancheforeninger er i stor udstrækning enige om, at 2010 bliver endnu et hårdt år for detailhandelen, der sidste år måtte se omsætningen skrumpe efter mange år med vækst. Hverken skattelettelser eller rekordlave boligrenter ventes at få danskerne til at bruge markant flere penge. Når kunderne bruger færre penge, er det ekstra vigtigt, at de føler, at de får kvalitet for den pris, de betaler. Forbrugerne jagter fortsat de gode tilbud, hvor prisen er sat markant ned. Men de er meget mere opmærksomme på, at det ikke kun er spotvarerne, som skal være billige.
– Hvis butikken uge efter uge ændrer priserne, skaber det utryghed og mistro. Kunderne vil have lave priser hver dag, for det er til at forstå og skaber tillid, siger Bruno Christensen.
Jyllands-Posten Erhverv side 10-11.