Grey-aktionærerne må væbne sig med tålmodighed, før de finder ud af, hvor meget de reelt får for deres aktier i forbindelse med WPP Groups overtagelse af bureau-kæden.
WPPs tilbud bygger på, at halvdelen af prisen falder kontant – ca. 760 mio. USD – mens resten falder som WPP-aktier i et fastsat bytteforhold. Derfor vil prisen for Grey-gruppen afhænge af, hvordan prisen på WPP-aktier udvikler sig frem til det endelige overtagelses-tidspunkt, der ventes i december eller januar.
Efter offentliggørelsen af handlen faldt WPP-aktierne faktisk lidt og reducerede dermed prisen for Grey-aktierne fra 1005 til 997 – eller en samlet pris for Grey på 1,51 mia. USD ifølge Advertising Age.
Samtidig har Sir Martin Sorrell nu fortalt mere til markedet om, hvordan han ser Greys udvikling. Og den omfatter et markant krav om en vækst i indtjenings-margenen.
Greys hidtidige margen på 5,7 pct. er langt fra tilfredsstillende, og skal op på 10,5 i 2005 og 11,5 i 2006. Sir Martin Sorrell fremhæver dog, at margenen allerede er i fremgang og ventes at lande på 8,5 i indeværende år.
Midlerne er bl.a. omkostnings-reduktioner, forøget produktivitet, en lavere skattebetaling samt integrationen af Greys ejendoms-portefølje i WPPs og samkøring af IT-systemer og indkøbs-volumen. Forøget produktivitet blandt medarbejderne fremhæves som det vigtigste. fin
Kilde: AdAge.com