Den amerikanske Super Bowl-finale er ikke bare en af de mest hypede sportsbegivenheder i Guds eget land – og andre steder. Den anses også for at være et af de fornemste udstillingsvinduer i verden for reklamefilm.
TNS Media Intelligence har gravet i data-arkiverne over de seneste 20 års Super Bowl-annoncering, og kan fortælle, at tv-stationerne siden 1990 har hentet over 11 milliarder kroner ind på i annoncekroner fra i alt 210 forskellige annoncører, så det er ikke småpenge, der forhandles om.
Alligevel ser det ud til, at priserne i år falder en smule i forhold til sidste års cirka 15 millioner kroner – men Meeeeeen – 30 sekunder koster dog stadig omkring 12-13 millioner kroner.
Og det er første gang siden 1996, at det sker.
Samtidig bliver 2010-finalen, som løber af stablen den 7. februar i Miami, den første finale i 23 år, hvor PepsiCo ikke kører reklamefilm for læskedrikken Pepsi-Cola.
Selskabet PepsiCo har ellers gennem de seneste 20 år lagt ikke mindre end 1,3 milliarder reklamekroner i Super Bowl-finalerne, hvilket gør virksomheden til den næststørste Super Bowl-annoncør nogensinde, lige efter bryggerigiganten Anheuser-Busch, som i samme periode har spenderet knap 1,6 milliarder kroner.
PepsiCo er dog ikke helt fraværende ved finalen til februar, da man fortsat vil bringe reklamefilm for Frito-Lay-produkterne, herunder især Doritos.
Det var i øvrigt en
Doritos-reklame – kreeret af to amatør-producenter – som af USA Today’s årlige Super Bowl Admeter blev kåret som den bedste Super Bowl-reklame i 2009.
Anheuser-Busch har endnu ikke oplyst, om man agter at være med i Super Bowl-reklameblokken i år, men den hidtil tredjestørste annoncør General Motors har til gengæld meldt pas.
I det hele taget glimrer de amerikanske bil-producenter ved deres fravær i år, men til gengæld kommer Audi, Honda, Hyundai og Kia Motors på banen. Audi for tredje år i træk – efter en periode på 20 års fravær.
Super Bowl-finalen trak sidste år ifølge 98,7 millioner tv-seere.
Se hele rapporten fra TNS Media Intelligence
her.