Forbrugerne er igen de helt store vindere i den priskrig, der raser på mobiltelefonområdet lige nu. Prisen styrtdykker og næsten hver uge kommer der nye tilbud på markedet.
Priskrigen er ført an af lavprisselskabet Onfone, der i sensommeren sidste år kom på markedet med billige pakker, hvor tale, sms, mms og data er samlet i én og samme pakke.
Onfone bragede igennem reklamebilledet med skuespilleren Lars Bom. Og det har været en succes. Især for mobilkunderne.
»Det er den voldsomste priskrig, vi nogensinde har set. Endnu engang er det kunderne, der vinder. Med pakkerne kan de fleste privatkunder spare 50 procent på deres mobilregning. Denne priskrig får alle andre priskrige til ligne ingenting«, siger teleanalytiker John Strand.
Onfone begyndte med det samme at kapre kunder fra de andre selskaber. Og i modsætning til tidligere priskrige var det de højt forbrugende kunder, der skiftede og fortsat gør det.
»Til at begynde med skiftede 10.000 kunder. Så blev det 15.000 kunder om måneden. Og så migrerede 20.000 kunder hver måned. Reaktionen fra operatørerne (TDC, Telia, Telenor og 3) var at gå med i konkurrencen«, fortæller John Strand.
Men de fire store selskaber kaster ikke hovedbrandet ud i en opslidende priskrig. De sender deres lavprisselskaber. Telenor sendte selskaber som Bibob, Nano Mobil og CBB Mobil på krigsmarken. TDC sendte Telmore og M1 ud, mens Telia gik med i priskrigen med sit lavprisselskab, Call Me.
Politiken.dk