Få seks måneder trådløs opkobling til nettet kvit og frit. Danskernes jagt på mobile bredbåndsløsninger har kastet branchen ud i en opslidende priskrig. På få måneder er priserne raslet ned og ligger nu på et niveau, der reelt koster selskaberne penge. Christoph Nørgaard, mobildirektør i TDC tøver ikke med at erkende, at kampen om kunderne har udløst en blodig priskrig. Andre selskaber forsøger ihærdigt at dæmpe meldingerne om priskrig. Alligevel er der enighed om, at de nuværende tilbud i markedet ikke levner plads til fortjenester.
– De priser, vi oplever lige nu, hænger simpelthen ikke sammen med de investeringer, teleindustrien har foretaget, siger Allan Christiansen, administrerende direktør i Telmore.
Ligesom TDC har Telmore været på banen med et tilbud om mobilt bredbånd til halv pris på selskabets i forvejen billigste løsning. Selv om det virker drastisk, overgås det med flere længder af Skyline, som er en del af det Randers-baserede elselskab ELRO. Nye Skyline kunder får tilbudt en 2 Mbit-forbindelse gratis i seks måneder. Først herefter tikker taxameteret. Samme tilbud har Telenor, som fik prislavinen til at rulle ved i efteråret at tilbyde selskabets kabelbårne bredbåndskunder et halvt års gratis forbrug af mobilt bredbånd.
Jyllands-Posten Erhverv side 6-7.