Kulturminister Brian Mikkelsens forslag til en tilretning af medielovgivningen betyder, at der efter nytår med stor sandsynlighed kan annonceres på landsdækkende TV for øl, vin og medicin. Derimod ser det umiddelbart ikke ud til at der bliver tale om mere kommerciel sendetid, idet forslaget faldt ud af medieforliget.
Virksomheden Media Audits Nordic, der rådgiver tv-annoncører og mediabureauer, advarer om, at tilgangen af mange nye, aggressive annoncører til en værdi af ca.100 millioner kroner, uden at der kommer en udvidelse af ledig kommerciel sendetid, kan få en negativ effekt på prisdannelsen.
– Især produkter med forkølelsesmedicin, smertestillende og allergiprodukter kommer med ganske betydelige tv-budgetter, for der er store fortjenester i vente for dem, hvis de kan flytte markedsandele, siger direktør Carsten Hecquet, Media Audits.
Han understreger, at der ikke er flere ratings til salg i markedet, og prisspiralen kan derfor let blive for opadgående.
– I den situation kan det kun anbefales at kaste et ekstra blik på sine samhandelsbetingelser og aftaler med mediabureauet og TV-stationerne, siger han.
Kilde: Media Audits Nordic