Det skortede ikke med sponsoraktiviteterne ved årets Rambuk-arrangement. En voksenlegeplads med surfbræt og fodboldmål, en racerbane med mulighed for at køre sig til en iPhone 4 samt en lodtrækning om en rejse til Disneyland i Paris. En af sponsorerne, outdoorfirmaet Clear Channel, havde valgt at opsætte en indgangslabyrint samt sørge for busdrift til gæsterne, når det blev tid til turen hjem.
Men skråt over vejen forsøgte Clear Channel-konkurrenten AFA JCDecaux at lege drillenisse. Virksomheden havde taget en billboard-plads i brug til at ønske alle gæsterne en god fornøjelse – et guerillaangreb, som af Rambuk-gæsterne blev modtaget med reaktioner, der spandt fra ”det er genialt” til ”de må føle sig truet”.
Clear Channels administrerende direktør, Henrik Sørensen, tager dog konkurrentens bagholdsangreb med et smil.
– Det er helt fint. De skal være hjertens velkommen. Det er en lille morsomhed i hverdagen. Det tager vi med et smil.
Kunne du have fundet på det samme?
– Det tror jeg ikke.
Hvorfor ikke?
– Tja, det er en vurderingssag. Det ved jeg ikke. Men som sagt det er fint nok, de gør det . Det generer ikke os.