Der er lagt op til kreativ og filmisk inspiration af international klasse, når Huset Markedsføring fredag den 9. juli lægger lokaler til fredagsbar med visning af shortliste og vindere fra Young Director Award 2010.
Bag arrangementet i København står blandt andet den danske producentforening og Kodak Danmark, og hos Producentforeningen glæder direktør Klaus Hansen sig over, at der i år er hele to danske repræsentanter blandt vinderne.
– Det viser, at der er stort potentiale i det danske vækstlag – også uden for de etablerede institutioner, siger han og fortsætter:
– Det er meget svært for unge talentfulde mennesker at få en fod indenfor i branchen, da både annoncører og bureauer ofte satser på det sikre og etablerede. Men samtidigt er det de unge talenter, der skal bidrage med nye idéer og energi og dermed fremtidssikre branchen. Et af YDA’s fornemste formål er netop at gøre opmærksom på branchens forpligtelse til at finde og støtte det nye talent.
Om screeningen og arrangementet fredag siger Producentforeningens direktør:
– Det handler især om at give alle de unge talenter, som netop ikke har mulighed for at rejse til Cannes Lions, mulighed for at se deres kollegers arbejde og ikke mindst networke med ligesindede.
Alt er ikke digitalt
For Kodak, der er en af de helt store sponsorer af selve YDA-konkurrencen, og som også er blandt arrangørerne af den danske YDA-aften fredag, handler det naturligvis om at komme i kontakt med målgruppen, som køber og benytter sig af filmrullerne.
– Vi lever jo blandt andet af at sælge råfilm til reklamefilmproducenter og andre branchefolk, så vi har meget stor interesse i at være med ved denne type konkurrencer og begivenheder, siger Tommy Jensen, der er salgschef for området entertainment imaging hos Kodak Danmark.
Men er alting ikke digitalt efterhånden?
– Nej, ikke helt, men mere og mere. Og derfor er det også vigtigt for os at få kommunikeret til producenter, instruktører og fotografer, at filmruller giver en anden stoflighed og et andet filmlook end de digitale metoder. Plus at fortælle, at vi også hele tiden forsker i nye og forbedrede filmtyper.
Se de danske vindere
Arrangementet fredag byder blandt meget andet naturligvis på et gensyn med de danske vinderbidrag:
– Adam Bonkes film ”Interruption”. Adam vandt førsteprisen i den prestigefulde kategori European Broadcast for filmen ”Interruption” for Læger Uden Grænser, der er udviklet af reklamebureauet Hjaltelin, Stahl & Co og produceret af Nobody.
– Søskendeparret Martin og Line Andersens film ”Going West”. Martin og Line er fra produktionsselskabet Andersen M Studio i London, og de tog førstepladsen i kategorien ”Non-European Branded Short Film” for stop-frame animationsfilmen ”Going West” for New Zealand Book Coucil.
Bag Young Director Award-konkurrencen, som har været afholdt siden 1998, står brancheorganisationen Commercial Film Producers of Europe med blandt andre Kodak og det ansete filmmagasin Shots som partnere.
Se de to danske vinderfilm.