London udskiftes med København, når Robert Thomsen vender hjem til Danmark efter at have arbejdet som Creative Director hos AKQA’s afdeling i den engelske hovedstad de seneste fire år.
Han bliver i stedet ny Creative Director hos det danske bureau Spring/Summer.
Det er i øvrigt en titel, som han kommer til at dele med den nuværende kreativt ansvarlige i bureauet, Pelle Martin, som etablerede Spring/Summer.
Hos AKQA har Robert Thomsen mest af alt arbejdet med Nike, og senest har han haft stor del i udviklingen og lanceringen af Nike+ Kinect Training, som er resultatet af et samarbejde mellem Nike og Microsoft.
Projektet vandt blandt andet guld og sølv i Cannes i 2013, 3 x bronze til Eurobest, bronze i Epica og mange andre priser.
Tidligere i karrieren har Robert Thomsen været hos Framfab, hvor han også arbejdede meget med Nike, i Kunde & Co, hvor han hjalp med til at etablere den digitale afdeling, og lige før han drog til udlandet, var han hos Creuna som Joint Creative Director.
Skal løfte bureauet
“Jeg kan ikke forestille mig at være nogle andre steder i Danmark”, lød det bl.a. i den første samtale med Spring/Summer om en mulig fremtid sammen.
– Vi deler en fælles filosofi om kvalitet, kommunikation, design og om, hvordan man arbejder med kunder. Han kommer til at bidrage med produktudviklings-kompetencer, som er en vigtig del af den vej, vi går, lyder det fra Pelle Martin
Han mener, at med Robert Thomsen ombord kommer Spring/Summer til at stå ret stærkt på den kreative digitale front. Både når man ser på det danske landskab, men også internationalt, hvor konkurrencen tit er endnu hårdere.
Robert Thomsen har første arbejdsdag hos Spring/Summer 1. Juni.