Arbejdsmarkedsstyrelsen har lanceret et udbud, som i værste fald vil kunne undergrave forretningsgrundlaget for jobdatabaser som Jobindex og Ofir.
Ifølge udbudsmaterialet, som Arbejdsmarkedsstyrelsen netop har offentliggjort, ønsker styrelsen at indgå aftale med en leverandør, der kan crawle rundt på hjemmesider og finde jobannoncer, som derefter kan vises gratis på Jobnet.dk.
Jobindex har i 14 år levet af at udbyde en tilsvarende jobsøgemaskine som en reklamefinansieret service.
At Arbejdsmarkedsstyrelsen vil lancere en tilsvarende konkurrerende tjeneste gratis vil naturligvis kunne have en negativ indflydelse på antallet af brugere og annoncører på Jobindex, og i værste fald undergrave forretningsgrundlaget for Jobindex.
– Vi forstår ikke, at Arbejdsmarkedsstyrelsen vil bruge statspenge på at udvikle en service, som allerede bliver klaret glimrende af private virksomheder. De private jobdatabaser har i mange år været med til at sikre, at Danmark har et af de mest velfungerende jobannoncemarkeder i verden, siger Kaare Danielsen, direktør for Jobindex.
– Det ville være til langt større gavn for de ledige, hvis Arbejdsmarkedsstyrelsen valgte at samarbejde med de private jobdatabaser i stedet for at forsøge at udkonkurrere dem, siger han.
Det er ifølge Markedsførings oplysninger første gang, en offentlig instans går ind og konkurrerer med en gratis tjeneste over for en privat og oven i købet børsnoteret aktør.
Yderligere oplysninger om udbuddet kan findes
her.