Også privathospitaler skal markedsføre sig, og et af de store danske af slagsen – Privathospital Hjertecenter Varde – har efter en pitch besluttet, at lægge dén opgave i hænderne på reklamebureauet Liquidminds.

Opgaven er at tiltrække flere patienter med afsæt i en kommunikationsløsning, der forener hospitalets omnichannel-indsatser.   

– Det vi har efterspurgt er en samlet løsning, der forener vores digitale og traditionelle indsatser og et bureau, der er dygtige strategisk, taktisk og operationelt, lyder det fra Anette Damgaard, direktør i Privathospital Hjertecenter Varde. 

Om valget af Liquidminds, uddyber hun:

– Det helt udslagsgivende er, at vi hos Liquidminds er blevet mødt med oprigtig interesse, nysgerrighed og passion. Og dygtighed. Bureauet har sat sig ind i vores forretning og i vores interessenter og præsenterede en overbevisende sammenhængende strategi. De andre bureauer kunne også vise gode kampagner, men Liquidminds binder tingene sammen i én fortælling og interesserer sig oprigtig for tingene.

Vibeke Nannerup, founder og direktør i Liquidminds, glæder sig naturligvis over det nye samarbejde med Privathospitalet Hjertecenter Varde. 

– Vi er stolte over, at Privathospital Hjertecenter Varde har valgt os som samarbejdspartner, og nu glæder vi os bare til at komme i gang med at omsætte analyse til resultater. Privathospitalet i Varde er det eneste privathospital herhjemme, der er godkendt til at lave højspecialiserede hjertebehandlinger for eksempelvis hjerterytmeforstyrrelser, der er den nye folkesygdom, så der er god grund til at gøre sig umage, siger Vibeke Nannarup.

Hun oplyser videre, at samarbejdet inden udgangen af 2017 vil resultere i en kommunikationsløsning, der bl.a. rummer en revitalisering af navn, identitet, hjemmeside og kampagner B-t-B og B-t-C.