Mercury Interactive har foretaget 1500 ActiveTest igennem det sidste års tid og her har de fundet performanceproblemer på 98 procent af alle testede websites.
De fleste websites fungerer til dagligt og derfor finder de fleste virksomheder først ud af ved spidsbelastninger, at de har problemer. Selvom det både kan betyde mistede kunder og dårligt omdømme, er der mange – især store websites – der undlader at teste.
Mercurys Interactive’s mangeårige erfaring med test af websites viser, at hvis et website er bygget til at klare en belastning på 1000 brugere, så vil sitet få problemer allerede, når der er 115 brugere. Da grunden ikke er dårligt hardware, men dårlig systemintegration, hjælper det ifølge Mercury Interactive ikke på performance, at virksomheden køber sig fattig i kraftig hardware.
Mercury Interactive’s test foregår typisk om natten, så den simulerede spidsbelastning ikke går ud over de rigtige brugere. Mens testen løber, kan kunden følge med online og ved selvsyn se, hvordan hans site reagerer i forskellige situationer.
– Ligesom det ikke hjælper at købe en stærk motor, når dækket er fladt, hjælper det ikke at købe ny hardware, når websitet er gået ned af anden årsag end mangel på hardware-kraft. I de 1500 ActiveTest vi har lavet på verdensplan i løbet af det sidste år, har vi kun anbefalet én virksomhed at købe ny hardware. I stort set alle tilfældene skyldtes problemerne, at systemets dele ikke arbejdede godt nok sammen, siger Jesper Scheuer-Larsen, administrerende direktør hos Mercury Interactive Danmark.