Produktionsselskabet Mayday Film har fået ny Aalborg-afdeling, efter man har overtaget nordjyske Oscar Film.

Overtagelsen blev allerede effektueret 1. juli, men nu er alle medarbejdere og projekter blevet en fast del af Mayday Film, hvor Oscar Film altså fortsætter som produktionsselskabets Aalborg-afdeling.

Overtagelsen har ifølge Kristian Jørgensen, der er en af grundlæggerne af Oscar Film stået på længe.

Vi har villet være helt sikre på, at vores kunder, medarbejdere og sjæl vil kunne integreres fuldstændig i Mayday Film og mener nu, at tiden er den rigtige til at blive en del af Mayday Film og dermed kun vokse fra fem til 40 medarbejdere, fortæller Kristian Jørgensen, som fremover kommer til at optræde som kreativ chef og partner i Mayday Film.

– Vores mål var indenfor ti år at være blandt de bedste i Danmark, og det bliver nu en realitet med sammenlægningen, tilføjer Kristian Jørgensen

Han og kollegaerne Martin Hjorth, Matthew Burnett og Anders Skotlander fortsætter i Mayday Film og udvider desuden Aalborg-teamet med en ny producer i skikkelse af Jeppe Holm Andreasen, som får første arbejdsdag 1. oktober.

Adm. direktør i Mayday Film, René Szczyrbak har store forventninger til at have udvidet forretningen med flere kreative kræfter.

– Oscar Film med Kristian og Anders i spidsen har vist på den ene side økonomisk stabilitet og på den anden kreativ vildskab, når det handler om reklamefilm til deres kunder, det er vi stolte af nu at kunne integrere i Mayday Film, siger René Szczyrbak.

Mayday Films nye Aalborg-afdeling kommer således til at fortsætte sit daglige arbejde fra sin nuværende adresse på Gasværksvej i Aalborg, mens al administration fremover bliver drevet fra Maydays Films hovedkontor i Odense.

Mayday Film arbejder sammen med flere danske reklamebureauer og annoncører. Selskabet har kontorer i Odense, København og nu også i Aalborg.