INTERVIEW: Politisk og kommerciel kommunikation er dybest set det samme. ”Det handler om at flytte holdninger eller adfærd,” siger Peter Goll, partner og nordisk kundedirektør hos Geelmuyden Kiese, et af Danmarks og Nordens mest profilerede kommunikations- og Public Affairs-bureauer.
– Når det er sagt, er det sjove, at vi går rundt og bilder os ind, at vi er rationelle mennesker, men rationaliteten er slave af følelserne, og derfor ser vi effektiv politisk og kommerciel kommunikation i højere grad er rettet mod følelserne.
Peter Goll har i knap 15 år haft sin gang på Christiansborg og diverse direktionsgange. Lad os derfor snakke om SFs nedsmeltning, ikke mindst fordi Peter Goll både har været rådgiver Holger K. Nielsen (SF) og senest tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).
Set oppe fra helikopteren, hvad skete der?
– Lad os starte med konklusionen: Det viste sig, at regerings-trekløverets projekt ikke var holdbart, og det var der flere grunde til. For det første var SFs ledelse ikke dygtig nok – fra Villy Søvndal og fremad.
– For det andet håndterede SF’erne forberedelserne til ”at tage ansvar” i regeringen og under regeringsarbejdet mildest talt elendigt. Både i forhold til befolkningen og ikke mindst internt i partiet var kommunikationen forkert. SF-ledelsen tabte selv projektet på gulvet.
Dødt projekt
Med andre ord: Det var ikke Helle Thorning eller Margrethe Vestagers skyld?
– Nej. ”Fair Løsning” var ikke holdbart. Det viste sig, at befolkningen ikke ønskede det, og SF og Socialdemokraterne fik et dårligt valg. Projektet var dødt fra starten, men det var der ingen, der turde sige. Her begyndte SFs nedtur.
– De to partier gik til valg på, at de dannede regering med De Radikale som støtteparti. Realiteten var en anden, og man kan ikke danne en 3-partiregering på et andet grundlag, end det lovede – uden at sige klart hvorfor. Løftebrudsmareridtet startede her.
Burde SF have trukket sig allerede der?
– Det var ikke en mulighed. Villy Søvndal og ledelsen ville demonstrere, at SF var ansvarsfuldt og regeringsegnet, men når man ikke fra starten melder klart ud, efterlades både befolkningen og baglandet i et tomrum – altså med forkerte forventninger. Projektet var utroværdigt.
Hvad kunne Villy Søvndal have sagt på valgaftenen og under arbejdet i ”tårnet”?
– Når man ikke har fået opbakning til valgprogrammet, men stadig vil i regering, fordi det at sidde med magten jo giver indflydelse på decimalerne, men knap så spektakulære resultater, skal man som et minimum sige det med det samme.
– Villy skulle fx have sagt: Vi går i regering for at opnå indflydelse, men vi skal æde kameler: Deregulering af markedet på forskellige områder, hårdere krav til de arbejdsløse, afskaffelse af efterlønnen, forringelse af dagpengene. Det er betingelserne for bare at sidde med regeringsmagten.
Løgnen dur ikke
Det havde vel været selvmord?
– Måske, men det er ikke sikkert. Havde SF-ledelsen meldt klart ud, nemlig at de forringelser kommer alligevel, og at vi vælger at få en lille indflydelse i stedet for ingen, ville chancen for intern ro have eksisteret.
– SF-illusionen var en fortælling om tre ligeværdige parter, men virkeligheden var en anden. De Radikale kunne jo gå både til højre og venstre, og det efterlod SF uden den samme indflydelse som Margrethe Vestager. En klar udmelding om, at vi skal indgå de fleste kompromisser, ville måske – jeg siger udtrykkeligt måske – have gødet jorden for en intern forståelse.
– Når SF-ledelsen igen og igen sagde, at den havde lige så stor indflydelse som De Radikale, var det jo en løgn. Den går ikke, hverken som virksomhed eller som politisk parti.
– Tilbage stod, at regeringen ville skabe ”vækst og beskæftigelse”, men var ikke i stand til at fortælle, hvad der i forhold til de borgerlige var særligt ved denne regerings nye projekt. De særlige centrum-venstre løsninger i denne regering er svære at afkode for vælgerne.
Tør du gå tættere på SF-ledelsens problem?
– Ville Søvndal er en udpræget dygtig idé-politiker, men han er ingen leder og slet ikke egnet til at være magtpolitiker. Han fornemmer stemningen, når han træder ind i en fyldt sal. Han fornemmer, hvor forsamlingen er.
– Villy Søvndal og SF har været bedst, når de taler om de store idéer, fordi alle ved, at utopien ikke gælder rigtigt. Som Enhedslisten. SF-politik er sympatisk, men få danskere vil gerne se den ført 100 pct. ud i livet. Villy viser os fyrtårnene, men vi ved, at vi aldrig når dem. Heldigvis tænker de fleste danskere.
Idéer eller decimaler?
Så længe SF ikke er i regering, skader den slags jo ingen, fortsætter Peter Goll. ”Men den dag, SF er i regering, er det image dødbringende, fordi nu opdager alle, at fyrtårnene er slukkede”.
– De er der ikke. Baglandet var rystet, fordi ingen forberedte det på, at det er den lille, daglige indflydelse i en regering, der i det offentlige billede nærmest fører blå-light politik, man skal måles på – og ikke de store idéer.
– Alle regeringer måles også på decimalerne, ikke kun de idéer, der ikke har en chance for at blive gennemført. Et lille eksempel på Villys triste skæbne kom få dage efter præsentationen af ”Fair løsning”, hvor han sad på BT og lovede bornholmerne, at de ville få en ekstra færge.
– Journalisterne ringede så til Socialdemokraterne, og der måtte Bjarne Corydon jo slå fast, at der ikke var afsat en krone til en ekstra færge, og Villy måtte trække løftet tilbage. Villys snublerier fortsatte derfra. Også under uenigheden om reaktionen på besættelsen af Brorsonkirken så vi, hvordan SF fik problemer, når partiets vælgere så, at Villy Søvndals meldinger og en mere stram værdipolitik ikke kun var ord, men også skulle blive til reel handling.
– Det kan lyde hårdt, men man kan ikke spille røde-Villy internt og regeringsduelig-Villy eksternt. Det kan ikke løses kommunikationsmæssigt, det er utroværdigt. Vi ved så nu derudover, at Villy Søvndal faktisk fra begyndelsen af regeringen overvejede at trække sig som formand. Han mente altså allerede da, at det var uholdbart med ham som leder.
– Så han koncentrerede sig i stedet om udenrigspolitikken, hvilket han interesserer sig for, og overlod reelt ledelsen til Thor Möger, en ung mand med talent, men uden ledelseserfaring, og vi så jo, hvordan det gik. Baglandet forstod ikke en lyd af det hele. Men Villy Søvndal er og var ikke en leder i det stormvejr, han måtte have set komme.
– Han gemte sig bag Thor Möger, og det kan man ikke. Her er parallellen til erhvervslivet tydelig. Ingen topleder kan kompensere for egne manglende evner ved at gemme sig bag rådgivere eller andre i direktionen. En topleder skal vise retningen, eller går det organisationen som fisken, der rådner fra hovedet og nedefter.
SF’ere uden erfaring
Da Villy Søvndal trak sig, var regeringsprojektet reelt et tabt slag, vurderer Peter Goll.
– Astrid Krag havde ikke styrken. Det har hun måske om 10 år, men ikke i den situation, Villy efterlod hende i. Annette Wilhelmsen var en sikker vinder internt, fordi baglandet kunne identificere sig med hende, men hun var jo også en ikke-løsning. Det bedste alternativ, når Astrid Krag var uspiselig for baglandet.
– Wilhelmsen er en ægte SF’er uden erfaring til at gennemskue hverken substansen i landspolitik eller selve det politiske spil. Hun var efter min bedste overbevisning dødsdømt på forhånd, helt overmatchet af opgaverne, fordi realiteterne aldrig var blevet forklaret for baglandet.
Er der en læring til erhvervslivet fra SF-sagen?
– Vi siger her i GK, at positionen kommunikerer mere end selve budskabet. SF i opposition kan kommunikere helt anderledes, end SF i regering. Ryan Air kan kommunikere og agere frækkere end British Airways og SAS. Anders Dam og Jyske Bank kan gøre noget, Danske Bank ikke kan.
– Vi forventer, at udfordrerne er frækkere, de er friere. Hvis Ryan Air fx dømmes for at overtræde markedsføringsloven, reagerer de ved at give en masse billetter væk gratis – i trods. SAS ville blive lynchet, hvis de gjorde det samme. De skal opføre sig ordentligt.
– Når Jyske Bank går efter struben på DR-journalisterne, kan de måske slippe af sted med det. Men Danske Bank ville aldrig kunne gøre det samme, simpelthen fordi positionen er anderledes.
– Den store har en slags helterolle, og en helt er opofrende, ikke grådig eller fræk. Danske Bank er markedsleder, og den position kræver en helt anden ageren end udfordreren, der har en længere snor.
Gå efter 10 pct.
Hvad kan SF gøre nu?
– Der er cirka 35 pct. af danskerne, der karakteriserer sig selv som socialister i en eller anden forstand. Det er mange mennesker. Socialdemokraterne bliver i dag i højere grad opfattet som et midterparti, de får næppe fat i alle fra den gruppe. Enhedslisten er ikke meget for kompromisser, det så vi under forhandlingerne om finansloven. Der bør altså være en position til SF mellem de to partier.
– SF skal henvende sig til den store gruppe af offentligt ansatte, der ikke kan acceptere Enhedslistens firkantede holdninger, og samtidig er skeptiske over for Socialdemokraternes kompromisvillighed – eller hvad der kan opfattes som knæfald for de frie markedskræfter. Der bør være plads til, hvad venstreorienterede vælgere kan opfatte som en realistisk grøn-rød-politik, hvor ansvaret for velfærdssamfundet tages alvorligere, end om decimalerne på budgettet passer.
SF skal gå efter 10 pct. af vælgerne, ikke sandt? Selv om Villy Søvndal på et tidspunkt lå til 20 pct.
– Ja, de 5-10 pct. er niveauet. Og så skal du huske på, at også Holger K. Nielsen lå til 20 pct. i meningsmålingerne, da Nyrup-regeringen reformerede efterlønnen i 1998. Dem tabte de så lynhurtigt igen, fordi Balkan brændte, og de fleste danske ønskede, at politikerne skulle gribe ind.
– SFs pacifistiske linje i den situation duede ikke. Langt de fleste danskere var enige med politikerne i, at vi ikke burde tillade folkedrab så tæt på os selv. Så faldt tilslutningen til SF med det samme.
Noget helt andet: Er rådgiverne for dårlige?
– Det kan man ikke sige som noget generelt. Men politikerne er nok for dårlige til at definere, hvad de vil med rådgiverne. Er de politiske strateger? Er de kommunikations-specialister? Sjælesørgere? Eller bare et bolværk mod omverdenen?
– Anders Fogh vidste, hvad han bruge sine rådgivere til – de var til at begynde med tænkt som medierådgivere eller spindoktorer. Med Lars Løkke blev det mere utydeligt, hvad rådgivernes opgaver er, og med den nuværende regering endnu mere utydeligt.
– Hvis jeg skal komme med en generel anbefaling, må det være, at man gør sig klart, hvad man vil med rådgiverne, og at man rekrutterer dem på merit, ikke for politisk følgagtighed.
Arbejde er sundt
Tør du udtale dig om, hvorvidt politikerne er dygtige nok? I forhold til erhvervsledere?
– Alt for mange politikere har, før de kommer i regering, aldrig prøvet at have travlt for alvor. De kan arbejde hårdt og have travlt, når der er sager på bordet, mens erhvervsledere arbejder hver eneste dag året rundt.
– På den led ligner mange politikere og mange journalisters arbejdsdag hinanden. De arbejder hårdt op til en deadline, så går de ned i gear igen. Stærke ministre arbejder lige så hårdt som erhvervstoppen. Det burde den almindelige politiker tænke over. Du kan ikke gøre noget ved dit talent, men arbejdsindsatsen bestemmer du selv. Her er plads til forbedringer.
Skal vi nærme os en afslutning?
– Det gælder inden for alle sfærer, at man skal være stolt af den indsats, man lægger i sit arbejde. Det er ikke nok at blive valgt. Tænk på alle de dygtige og flittige embedsmænd, der servicerer ministrene. De gør sig umage 365 dage om året. Det samme gør de dygtigste erhvervsledere.
– Det er min udgangsreplik, at politikerne ikke er en gave til nationen, blot fordi de er valgt. De gør sig fortjent til tilliden hver eneste dag, hvis de arbejder for det. Og for Pia Olsen Dyhr og SFs vedkommende skader det ikke hvis de gør det mere klart, hvor de egentlig vil lede os hen, slutter Peter Goll.