Den 1. januar vågner danskerne op til endnu en tv-kanal. Denne gang er det Socialdemokraterne, der tænder for tv på web’en.
Projektet er godt inspireret af Villy Søvndals og Anders Fogh Rasmussens triumfer under sidste valgkamp, hvor både Venstre og SF opnåede buldrende succes med lynhurtige reaktioner på modstandernes budskaber.
− Vi er også inspireret af Jyske Banks tv-satsning på nettet, men husk at understrege inspirationen og ikke den faktiske eksekvering, siger Benjamin Rud Elberth, web-redaktør for Socialdemokraterne.
Hermed mener han, at hvor Jyske Bank investerer millioner og ansætter bunker af medarbejdere, har Socialdemokraterne valgt at outsource web-tv eksekveringen til Steffen Hou og InGroup, der tidligere også rummede det nu lukkede journalistiske bureau InMente.
− Nu skal vi først i gang med projektet, inden vi slår det store brød op. Vi har for eksempel ingen ambitioner om at lave hverken to, tre eller fire daglige historier til nettet. Du kan sige det sådan, at vi slumrer mellem valgkampene, og lukker op for kedlerne, når vi går til valg eller søsætter konkrete kampagner, siger Benjamin Rud Elberth.
Socialdemokraterne har dog sat KPI’er på opgaven. Og de hedder eksempelvis 10 professionelt producerede historier om måneden. Og så skal web-tv’et assistere partiet under de månedlige kampagner, der gennemføres især i de 25 superkredse, partiet har udnævnt som spydspids i den politiske kamp.
Web-redaktionen skal eksempelvis også bruges, når Socialdemokraterne vil have deres pressemøder dækket lynhurtigt. Livestreaming er en indlysende mulighed for at skabe opmærksomhed, lige som den netbaserede kommunikation er den mest effektive form for bruger-involvering.
Det er virksomheden Arkena, som også står bag blandt andet jyskebank.tv, der leverer den tekniske løsning til det socialdemokratiske tv-projekt.