Den danske marketingbranche er blevet meget fattigere med professor dr. econ. Flemming Hansens død onsdag den 21. juli 2010. Flemming Hansen blev 72 år. Det er ingen floskel at mene, at Flemming Hansen var den dansker, der helt suverænt placerede markedsføring som videnskabelig disciplin i Danmark, og desuden satte internationale fingeraftryk med sin forskning.
Flemming Hansen blev cand.merc. fra Handelshøjskolen i København i 1962, og blev i 1967 lic. merc. samme sted. I 1972 blev Flemming tildelt en doktorgrad i økonomi fra Universitetet i Lund. Han blev i 1977 ansat som lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi, med speciale inden for kognitiv forbrugeradfærd, og blev i 1983 ansat som professor ved samme institut. Han fungerede som institutleder i perioden 1986-1990.
Flemming Hansen grundlagde ”Forum for Reklameforskning”, der senere blev til Center for Marketing Communication, som han også var leder af. Den position overtog først Jens Carsten Nielsen og senere Suzanne C. Beckmann, der i dag er centerleder.
Indtil sin død var Flemming Hansen professor inden for fagområdet neuroeconomics.
Institutleder, lektor Ricky Wilke udtaler, at Flemming Hansen var en ”markant personlighed og igangsætter på instituttet og i det danske mediebillede. En stor personlighed vil blive savnet.”
– På hele CBS vegne vil jeg gerne udtrykke stor medfølelse med Flemming Hansens familie og takke for det store arbejde og den imponerende indsats, Flemming Hansen ydede, siger rektor ved CBS Johan Roos.