Der venter omkring 1.000 nye arbejdspladser til ansatte i den danske vandindustri, efter at Danmark netop er blevet udpeget til at stå i spidsen for et nyt EU-samarbejde med Kina. Det vurderer Jakob Møller Nielsen, kontorchef i Naturstyrelsen, i dagens metroXpress.
– Det her initiativ skulle meget gerne medføre, at den danske vækst på vandområdet kommer op på størrelse med den globale vækst, og sker det, vil det skabe omkring 1.000 nye arbejdspladser, siger han til avisen.
Hvor vi i Danmark tager rent vand i hanerne som en selvfølge, står man i Kina over for store vandudfordringer i fremtiden. Derfor har det folkerige land hårdt brug for europæisk viden om, hvordan man renser grundvandet, hvordan man undgår oversvømmelser, og hvordan man udnytter spildevandet. Det betyder, at Kina skal investere stort inden for vandområdet, og ved at lede EU-samarbejdet med Kina ser Danmark ud til at få en stor bid af kagen. De danske virksomheder, der specialiserer sig i arbejdet med vand, er begejstrede for, at Danmark skal lede EU-samarbejdet, og håber, at det kan føre vigtige kinesiske kontakter med sig. En af de virksomheder er Grundfos, som kalder Kina for deres andet hjemmemarked.
– Samarbejdet mellem den danske regering og de kinesiske vandmyndigheder åbner klart nogle perspektiver for en virksomhed som Grundfos. Det giver direkte adgang til beslutningstagerne derude, som vi ellers ikke har adgang til i det daglige. Vi satser kraftigt på Kina og synes, at det her er et godt initiativ fra den danske regering, siger Jørgen Bjelskou, public affairs-chef i Grundfos.