Propaganda styrker sin ledeslesgruppe. Fra 1. januar flytter Bjørn Stene fra Grey København til Propaganda med henblik på at blive ny adm. dir. – en post han skal overtage fra Carsten Reuther. Bjørn Stene har i de sidste 3 år været kontaktchef hos Grey København.
Planen er, at Bjørn Stenes overtagelse af adm. dir. jobbet skal ske gradvist gennem 6 måneder. Til gengæld skal Carsten Reuther så i gang med at udvikle bureauets kompetence inden for branding og strategi til et nyt forretningsområde.
– Branding og strategi er selvfølgelig noget, vi hele tiden har arbejdet med. Men der er en øget interesse for området, og derfor vil vi øge vores fokus på det, siger Carsten Reuther. Han fastslår videre, at Propaganda vil investere yderligere. Udover Bjørn Stene skal der ansættes mindst to tunge kreative personer.
Hos Grey København glæder adm. dir. Daniel Hofmann sig over, at bureauet er leveringsdygtig af administrerende direktører til andre bureauer.
– Bjørn er den tredje i rækken – Kasper Lund er hos DDB og Juliane Meulengracht er hos BBDO – så vores folk er efterspurgte. Selvfølgelig kan man sige, at det er ærgeligt, at vi skal til at køre nye folk ind – i forvejen forlader Sune Bang også bureauet – men vi ser det nu mere som en udfordring og en mulighed frem for et problem. Vi har nu mindst to huller, vi skal have udfyldt, og det giver os en mulighed for at overveje en anden struktur i kontaktafdelingen, siger Daniel Hofmann.
Han forventer, at Bjørn Stene forlader bureauet, så snart han er færdig med nogle projekter.