Bjørn Stene kunne ikke love tryghed for alle, da han i dag mødtes med medarbejderne på McCann.
– Vi får helt sikkert ikke brug for alle McCanns medarbejdere. Men hvor mange, der får mulighed for at følge med, afhænger helt af, hvor mange af kunderne, der vælger at følge med. Og det skal vi først nu til at finde ud af. Vi ønsker, at de aktivt skal købe det nye bureau, som bliver noget andet end det, de har været vant til, siger Bjørn Stene og tilføjer, at han hos McCann-Erickson bl.a. skal finde den internationale kompetence, som Propaganda ikke har.
– Vi er stærke på det kreative og strategiske. Men når det f.eks. gælder hele den internaionale client service rolle, så mangler vi noget, og den har de på McCann, siger Bjørn Stene.
Han understreger videre, at det kun er reklamebureauet McCann-Erickson København, der overtages af Propaganda. McCann Healthcare og Momentum blæiver udskilt som selvstændige enheder direkte under Sanne Wall-Gremstrup fra Medialog, som er blevet chef for det samlede IPG i Danmark – McCann World Group. Dog er det ligeledes IPG ejede Lowe Lintas ikke med i denne gruppe.
Sanne Wall-Gremstrup siger, at Momentum og Healtcare begge skal udvikles videre som selvstændige brands på det danske marked. Momentum under ledelse af Jens Visholm og Healthcare under ledelse af Bettina Damsbo.
– De fungerer på lige fod med de andre enheder. Desuden har vi nu en struktur, hvor vi bedre kan arbejde på at udvikle synergier mellem de forskellige enheder, siger Sanne Wall-Gremstrup, som dog endnu ikke kan fortælle, hvor de to bureauer kommer til at placere sig.
Samtidig med etableringen af McCann World Group ligger det fast, at design-firmaet Scandinavian Design Group (SDG) nu hører under gruppen og ikke SDG i Norge. Adam Tønsberg fratrådte som direktør for en måneds tid siden, og en ny direktør skal findes.
Bjørn Stene understreger, at man nu skal i gang med at sælge bureauet ind til McCanns kunder.
– Det er vigtigt for os, at de aktivt vælger det nye bureau. Vi har ikke nogen opfattelse af, at vi får en masse kunder forærende. Det er vigtigt, at begge parter vil det nye samarbejde. Kunderne har f.eks. også den mulighed at vælge at placere sig hos McCann Malmø i stedet for Propaganda McCann, siger Bjørn Stene. fin