Det danske PR-bureau propr er blevet medlem af verdens største uafhængige og specialiserede netværk for bureauer inden for kommunikation og markedsføring, Comvort.
Propr har tilsluttet sig det internationale netværk for i endnu højere grad at kunne servicere sine internationale kunder med global ekspertise. Og medlemskabet betyder, at propr bliver PR-ansvarlig for alle opgaver i København for medlemmer af Comvort.
– Vi er glade for at kunne byde propr velkommen om bord i Comvort. Vores samarbejde betyder flere muligheder for de kunder i vores netværk, som ønsker en stærk, lokal tilstedeværelse på det danske marked, siger Karl Jacobi, grundlægger og direktør for Comvort.
I Comvort-regi har bureauer over hele verden allerede med succes samarbejdet om kampagner for varemærker som Fisherman’s Friend, Pentax, Abbot og Tunisia ONTT (Tunesiens nationale turistkontor).
Andreas Hansen, CEO og Media Relations Director i propr, er da også godt tilfreds med bureauets nye medlemskab.
– Som medlem af et stort internationalt netværk kan vi fremover tilbyde vores kunder kompetencer over hele verden. I Comvort har vi fundet en partner, som forstår nødvendigheden af ansvarlig og etisk PR, der bidrager til at gøre en positiv forskel for kunden, siger han.
Med henvisning til proprs etiske regelsæt har det danske PR-bureau dog betinget sit medlemskab af Comvort med, at man stadig vil afvise kunder, der ikke lever op til proprs etiske standarder.
Comvort er et uafhængige og specialiserede marketing- og kommunikations-netværk, stiftet i Tyskland i 1989. Netværket har bureauer i mere en 48 lande – nu altså også i Danmark.