Novicell udvider fundamentet ved at indlemme ”Mr. E-Commerce”, Poul Thyregod, i ejerkredsen og som bestyrelsesmedlem. Han køber 30 pct. af de to hidtidige ejere Per Kirchner og Ole Pedersen, og indgår som partner med disse.
Poul Thyregods baggrund er at han har opbygget e-handels-giganten Proshop i Danmark til en årlig omsætning på mere end halv mia. kroner. I de seneste år har Poul Thyregod solgt sine aktier til Expert Danmark, hvor han fortsat er direktør.
Proshop-løsningen er udviklet gennem et tæt mangeårigt samarbejde med Novicell, og derigennem har Poul opnået et indgående kendskab til den virksomhed, han nu indtræder som partner i.
Novicell har eksisteret i 12 år og har siden sommeren 2007 gennemgået en voldsom vækst fra 6 til 33 ansatte, og er i dag Vestdanmarks største web-udviklingshus. I dag består virksomheden af tre enheder, Softwareudvikling, Online Markedsføring og Hosting. Igennem alle årene har selskabet haft en positiv bundlinje, senest et ebitda på 2,8 mio. i 2010.
– Med Poul Thyregod i ejerkredsen indlemmer vi én af Danmarks ubetinget største kompetencer på e-handel i virksomheden, og det forventer vi os meget af. Vi oplever et voldsomt boom omkring dette forretningsområde i øjeblikket – og mærker at vores koncept med at ansætte erfarne forretningsfolk til at hjælpe kunderne med at opbygge deres online forretning efterspørges, siger adm. direktør Per Kirchner i Novicell om den nye partner.