PR-bureauet Powerofthepen får rollen som Protect Datas eksterne kommunikationsafdeling og skal positionere virksomheden inden for digital signatur, mobil sikkerhed og antivirusløsninger.
IT-sikkerhedsvirksomheden Protect Data har særlig kompetence inden for digital signatur og mobil sikkerhed. Virksomheden, som har hovedkontor i Stockholm og er noteret på Stockholm Børs, har været repræsenteret på det danske marked siden 1998.
Herhjemme har Protect Data især markeret sig inden for digital signatur, hvor virksomheder som TDC, Uni-C og Handelshøjskolen er på listen over samarbejdspartnere.
Aftalen mellem Protect Data og Powerofthepen betyder, at Powerofthepen i praksis skal fungere som Protect Datas kommunikationsafdeling med ansvar for identifikation og udførelse af pressekommunikationsopgaver. Protect
Data har hidtil varetaget disse opgaver selv, men i efteråret 2002 besluttede virksomheden at lægge opgaven hos en ekstern partner. Powerofthepen blev valgt i konkurrence med flere andre bureauer.