Konsolideringen af den danske bureaubranche er langt fra afsluttet, og de to seneste eksempler på det stammer fra Nordjylland og Fyn, hvor i alt fire bureauer er blevet til to.
I det nordjyske har reklamebureauet Corbiz således overtaget design- og webbureauet Zuport i Thisted med fire medarbejdere, så man nu er godt 30 ansatte.
De to bureauer er fundet sammen ”i et fælles ønske om at optimere virksomheden og komplettere sine kompetencer”, lyder det i en pressemeddelelse. Corbiz har gennem nogen tid ønsket at udbygge og forstærke sin online-afdeling, og selskabet har i Zuport fundet netop de kompetencer, der stod på ønskesedlen, navnlig inden for e-business og webdesign.
– Vi søgte nogle medarbejdere, men endte med at få et helt bureau, og det glæder vi os meget over. For det er et bureau med mange aktiviteter og en spændende kundekreds. Sammenlægningen vil være til fordel for både deres og vores kunder, og den vil gøre det muligt for os at byde ind på endnu større opgaver fremover, siger adm. direktør John Christensen fra Corbiz.
To bliver til én i Odense
En lignende sammenlægning har fundet sted i Odense. Her er Red Ink, som er et reklamebureau og specialister i strategisk kommunikation, og Public Intelligence, der er et såkaldt innovationskonsulenthus, smeltet sammen. Begge firmaer blev etablerede af odenseanske Ildsjæle, ”der brænder for at skabe gode resultater for kunder og flere attraktive arbejdspladser på Fyn”, som det lyder i en pressemeddelelse.
Partere håber, at sammenlægningen kan skabe fremtidens innovations- og kommunikationshus. Grundanken er, at hvis man laver innovation uden at fortælle det til nogen, er det ligegyldigt. Og hvis man råber det samme ud til verden i morgen, som man gjorde i går, så har man allerede tabt på forhånd.
Derfor giver det god mening at skabe et hus, hvor der er tæt sammenhæng mellem de forskellige kommunikations- og innovationskompetencer, lyder det fra det nye selskab.
– Vi skal blive ved med at være gode til begge fagligheder. Derfor bliver vi ved med at være både et reklamebureau og et konsulenthus. Som kunde kan man gå ind af én dør, hvis man har kommunikationsopgaver, der skal løses. Og ind af en anden dør, hvis man har brug for innovationsrådgivning. Forskellen ligger i det hold, man bliver mødt af. Vi bliver i stand til at inddrage hinandens kompetencer på tværs af kunder og projekter, hvor det skaber værdi og bedre løsninger, forklarer en af de fire partnere i det nye selskab, Maja Gro Lilsig.