Jeg er bekymret. Ikke for “indavl og fascistoide tendenser“ i dansk reklame. Men for min Politiken. Den kan ikke komme over sin pubertet. Først troede jeg, det var en fase, den sku igennem, men nu er den på tiende år i gang med sit pubertetsopgør. Ta dig nu sammen, råber jeg arrigt, når den er særligt umoden. Og det er den, når det drejer sig om reklamebranchen. Her dukker de værste klicheer og stereotyper op så sikkert som bumser på en teenagepande.

Reklamefolk er smarte og går i sort tøj. De spiser sushi og damernes kjoler er nedringede. Reklamefolk er smarte og går i sort tøj. De spiser sushi….Det samme og det samme. År efter år. Jeg tror min Politiken er bange for at blive voksen. Bange for at komme videre. Sæt nu den ramlede ind i de forventninger og krav, læserne med rette har sendt i forvejen. Så hellere fastholde en tryg og forudsigelig verden. Derfor blir den ved at fremture med sine firkantede pubertetsholdninger.
Se mig, se hvor afslørende og kritisk jeg er. Jeg har lige afsløret at reklamebosserne bor i velhaverkvarterer, og det skaber en kløft mellem reklamerne og almindelige danskere…Hør nu her, råber jeg ærgerligt til min fillipenshærgede avis. Halvdelen af dine såkaldte reklamebosser laver jo slet ikke reklame. De er administrerende direktører!?! Og hvis du ellers ku få fingeren ud af navlen og bevæge dig ud i den virkelige verden, ville du opdage at dine såkaldte “reklamefolk, der kører ind i deres dyre bil fra whiskybæltet“ stammer fra Esbjerg, Ribe, Sønderborg, Fåborg, Lynge, Randers, Slagelse, Holbæk og Faxe – ja sågar fra Snave. Det er provinshoveder og bonderøve – ligesom de fleste danskere. Så undersøg dog sagen, hidser jeg mig op. Hvis du synes, det er mærkeligt, at der er en kløft mellem Guldkornjuryens reklamesmag og Hr og Fru Danmark, så tal med juryen. Så vil du opdage, at kløften skyldes, at reklamefolk har en ambition om at finde på noget nyt. I stedet for bevidstløst at gentage det samme år efter år. Mens en del danskere helst vil ha det gamle og velkendte. Helst bare vil gense Finn og Jacob, Minna og Gunnar, Kaj og Bøje eller Kurt og Benny.
Sådan! Ka du ikke se det? Du skal hjælpe læseren til større indsigt i stedet for at reproducere gamle myter og forvrøvlet snak. Men det er som om min Politiken er døv for voksenfornuft. Som om den kun kan tænke på een måde, når den dristigt afslører branchens nedringede kjoler og foretrukne livretter: “Det her må ku blive til en ny Tamilsag“, dirrer den forventningsfuldt, mens den gør plads til Cavlingprisen på Casa-reolen.
Den slags får mig til at se rødt. Så tilsidst stak jeg min umodne Politiken et par på avishovedet. Jeg mener, hvad nytter det, når ens avis største og hyppigste afsløringer er dens egen uvidenhed? Det fik min Politiken til at flytte hjemmefra. Hen et sted hvor der ikke stilles krav, og ingen forventer noget nyt af den.