I foråret 1997 udskrev Sund & Bælt en bureaukonkurrence om Storebæltsbroens budget. Fem bureauer blev udvalgt til at deltage i slutspurten, og Publicis løb af med sejren og en 1-årig kontrakt med Sund & Bælt. Aftalen udløb sidste år og i efteråret udskrev Sund & Bælt derfor atter en bureaukonkurrence om samme budget.
Sund & Bælt er et statsligt ejet holdingselskab, der tager sig af driften af Storebæltsforbindelsen for biler. Da staten ejer Sund & Bælt, er selskabet tvunget til at følge de eksisterende EU-regler om licitationer. Marketingchef Lars Møller, Sund & Bælt siger:
– Kontrakten med Pubilic udløb ved udgangen af sidste år, så et par måneder før udskrev vi en konkurrence. EU siger, vi skal udbyde tjenesteydelser i en EU-licitation, når aftalerne med vore leverandører udløber. Vi var absolut tilfredse med samarbejdet med Publicis det første år, men en bureaukonkurrence er positiv, fordi den giver ny inspiration og anledning til, at både vi og bureauet gentænker ideerne. Der er ingen grænser for, hvor længe en kontrakt med et bureau kan løbe, men vi skønnede med udgangspunkt i det nye oplæg fra Publicis, at vi skal arbejde med en bredere horisont end tidligere, og det er en af årsagerne til, at kontrakten med Publicis foreløbigt gælder i to år, siger Lars Møller.

SEKSTEN BUREAUER BøD
Seksten bureauer bød på opgaven, men kun fem kvalificerede sig til den endelige evaluering. Leo Burnett, EURO RSCG, Sunrise, Agitator og Publicis afleverede i december 98 et oplæg til Sund & Bælt. Briefingen lød på et strategisk oplæg, der indeholdt forslag til en samlet kommunikationsstrategi.
Lars Møller, Sund & Bælt kan fortælle, at oplægget fra Publicis indeholdt nye og spændende ideer – som han dog ikke vil uddybe her af hensyn til konkurrenterne – men de vil blive introduceret i løbet af i år.
– Publicis afleverede et godt og gennemarbejdet oplæg med nye og spændende ideer til en langsigtet markedsføring af Storebæltsforbindelsen overfor både private rejsende og erhvervslivet, herunder lastbilchauffører. Publicis vandt simpelthen budgettet igen, fordi de havde de bedste ideer, siger Lars Møller, Sund & Bælt.

SYNLIG KUNDE
Så Morten Stenius og de øvrige medarbejdere hos Publicis er glade og tilfredse i disse dage.
– Vi rekonstruerede hele bureauet i januar 98, og det er gået ganske godt. Storebæltsbroen har selvfølgelig spillet en vigtig rolle, så vi var meget glade for at høre, at vi fortsat har Sund & Bælt som kunde. Det er en meget synlig kunde og i øvrigt et meget synligt “produkt“, vi skal markedsføre. Så vi er meget stolte her på Publicis. Dels fordi budgettet er stort, og dels fordi vi fik skarp konkurrence fra de øvrige deltagere i konkurrencen, siger Morten Stenius, Publicis.