Punkt1 har brug for et frisk kommunikativt pust, og efter en bureaukonkurrence med Recommended, Uncle, Brandhouse og Envision løb sidstnævnte i fredags med hele budgettet. Envision overtager med det samme budgettet fra Recommended og skal udvikle strategi og koncept, nye platforme, film og al printkommunikationen.
– Vi har haft vores markedskommunikation i en bureaukonkurrence, og fået fire forskellige bud på, hvor vi skal hen, og vi synes, at de tanker og den strategi Envision præsenterede for os, var det bedste, så vi har valgt Envision som nyt bureau, siger marketingchef Michael Gade fra Expert Danmark, der ejer Punkt1.
Han ønsker ikke at fortælle, hvilke andre bureauer var inde i konkurrencen, men Markedsføring har fået bekræftet, at Uncle og Brandhouse også bidrog med kreative og strategiske oplæg. Michael Gade ønsker heller ikke løfte sløret for, hvilke tanker, værdier, holdninger eller strategier, der ligger til grund for valget af nyt bureau.
Hos Envision er man i sagens natur taknemmelige for Punkt1’s valg.
– Vi er meget, meget glade for, at Punkt1 valgte os. Det er jo ingen hemmelighed, at 2009 var et vanskeligt år, også for os, så vi rigtig taknemmelige for, at endnu en god kunde vælger os som partner, siger Mona Juul, adm. direktør hos Envision, der heller ikke ønsker at udtale sig om detaljer fra bureaukonkurrencen.
Envision var i krise i efteråret, hvor Mona Juul måtte gennemføre to fyringsrunder, men nu ser det ud til, at bureauet er tilbage på sporet. Ud over Punkt1 er X-Bus og Jensens Foods landet i den århusianske portefølje. X-Bus er vendt tilbage i folden efter en konkurrence, hvor Envision kom ud på toppen. Jensens Foods er den del af Jensen-gruppen, der leverer mad til detailhandlen.
Envision afbryder en ellers god tradition i år, og sender ingen medarbejdere til Cannes Lions. ”Vi valgte i efteråret at bruge pengene på vores egen reklameskole, men det er ikke med min gode vilje, at vi dropper Cannes. Det skal på programmet igen næste år,” slutter Mona Juul.